Øvig: Banden har skyklapper på

KØBENHAVN:Forfatteren til bøgerne om Blekingegadebanden, Peter Øvig Knudsen, er ikke imponeret over det interview, som to af gruppens tidligere medlemmer gav torsdag. For første gang i 15 år lod kernemedlemmerne Torkil Lauesen og Jan Weimann sig interviewe og forsvarede over for hjemmesiden modkraft.dk de handlinger, der førte dem til vold og drab i 70'erne og 80'erne. I interviewet til modkraft.dk kritiserer de to Øvig for at skrive, at Blekingegadebanden samarbejdede med nogle velkendte, internationale terrorgrupper. Kun leddet til organisationen Popular Front for the Liberation of Palestine (PFLP), vil de vedkende sig. Men den kritik afviser Øvig. - Jeg har ikke fundet tegn på, at de samarbejder direkte med nogle af grupperne som Baader-Meinhof eller De Røde Brigader, og det står der heller ikke i mine bøger. Det, jeg påviser, er, at Blekingegadebanden fungere som en slags celle, der indgik i et internationalt terrornetværk under ledelse af PFLP. Og i det netværk samarbejdede PFLP også blandt andet med Baader-Meinhof og De Røde Brigader, siger Øvig. - Jeg kalder dem ikke for terrorister, for de udfører jo ikke terrorismen. Men de er en del af et netværk, som gør. Og der er ingen tvivl om, at hvis de i dag kom for retten med den gældende terrorparagraf, ville de blive dømt, siger Øvig./ritzau/