Ofelia i revykomedie teater: 40 års jubilæumsforestilling besøger Hjørring

HJØRRING:En 40 års fødselar kommer til byen 4. oktober. Det Danske Teater - landets største turnéteater - er blevet kaldt til b7yen af Hjørring Teater med sin 40 års jubilæumsforestilling ”Det bliver ikke med mig som Ofelia”. En revykomedie kalder Det Danske Teater selv sin jubilæumsforestilling. Handlingen udspiller sig som en munter rejse gennem de seneste 40 års tendenser i samfundet og på scenen. Adam Price og Jesper Malmose har skrevet forestillingen og Det Danske Teater har sammensat en trup af skuespillere, der tæller Steen Springborg, Søren Hauch-Fausbøll, Sonja Oppenhagen, Charlotte Fich, Caspar Phillipson, Stine Schröder Jensen og Christian damsgaard. Publikums tur i tidsmaskinen bringer dem blandt andet indenfor teatermurene til en prøve på Hamlet en gang i begyndelsen af 60erne, man oplever rødstrømpeperioden, den eksistentialistiske periode tidlig i 60erne med piberygende mænd og kvinder i islandske sweatre, Kennedymordet, og Rindals feltog mod offentlig kulturstøtte til ”ufolkelig” kunst. Handlingen tager hele rutcheturen fra 60erne frem til de imagebevidste nutidsmennesker med sorte solbriller og speciale i stilbevidste positurer. ”Det bliver ikke med mig som Ofelia” følger teaterverdenens afspejling af denne udvikling krydret med tidens populære hits, fra Heick til Helmig. Lars Knutzon har instrueret og kapelmester Morten Wedendahl leder orkestret. Søren Glad står for sceneografien og Mette Berggreen har koreograferet. Kostumedesign af Pernille Christensen.