Lokalpolitik

Offenligt møde om skicenter i Flade

FREDERIKSHAVN:Plan- og miljøudvalget er klar til at rykke ud med forklaringer - og lyttende øren for at støtte debatten for og mod et ski- og aktivitetscenter i Flade Bakker, umiddelbart vest for Frederikshavn. Centeret, der skal tilbyde kommunens borgere og turisterne nye oplevelsesmuligheder, er sammen med nye boligområder indeholdt i de planforslag byrådet har fremlagt. Men planerne er afgjort debatstof, som NORDJYSKE's spalter tydeligt viser, og derfor inviterer plan- og miljøudvalget til offentligt møde onsdag den 26. februar kl. 19.00 i Frederikshavner Hallen på H.C. Ørstedsvej, hvor politikere og repræsentanter for investorerne lægger op til debat. - Er der borgere, interesseorganisationer eller foreninger der føler behov for at debattere planerne om det nye byudviklingsområde, er plan- og miljøudvalgets rejsehold, der, som navnet antyder, gerne vil møde borgerne og fortælle om planerne og lytte til indvendinger. - Det er bare at tage telefonen eller skrive til os så kommer vi, siger formanden for kommunens plan- og miljøudvalg, Anders Gram Mikkelsen. Rejseholdet har også oprettet en særlig elektronisk borgerservice således at borgerne via kommunens hjemmeside kan skrive med plan- og miljøudvalgets medlemmer om planforslagene". Planforslagene er tilgængelige på biblioteket, i Rådhusets reception og i teknisk forvaltning.