EMNER

Offentligt ansatte har ofte ondt

Tusindvis af offentligt ansatte har ondt et sted i kroppen hver dag eller flere gange om ugen.

Det viser en ny undersøgelse af smerter i muskler og led blandt 4000 offentligt ansatte, skriver Magasinet Arbejdsmiljø. Ifølge undersøgelsen har 42 procent haft smerter dagligt eller flere gange om ugen, mens kun knap 10 procent slet ikke har haft ondt i kroppen de seneste tre måneder. - Undersøgelsen omfatter ledere og medarbejdere i alle brancher og job. Den vil derfor give os et godt grundlag for at målrette den indsats, vi nu sætter i gang for at udbrede viden om årsager til og forebyggelse af smerter i muskler og led. Det siger Brian Knudsen, chefkonsulent i Videncenter for Arbejdsmiljø, til magasinet. Det er især nakke, skuldre og ryg, der smerter hos de offentligt ansatte, men der er også mange, som har ondt i knæ, arme og håndled. Undersøgelsen tyder på, at brancher og jobtyper ikke er afgørende for, hvor eller hvor ofte man har ondt. For eksempel har nogenlunde lige mange administrative medarbejdere og social - og sundhedsassistenter ondt i nakke eller ryg. Men nogle føler sig mere besværet af deres smerter end andre. Undersøgelsen er gennemført af Videncenter for Arbejdsmiljø i samarbejde med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø./ritzau/