Offentligt ansatte sættes i forbryderalbum på nettet

Det Sorte Register undgår dansk lovgivning ved at gemme sig i udlandet

1. februar 2015 07:47

HELE LANDET: Hjemmesiden Det Sorte Register hænger offentligt ansatte ud med anklager om magtmisbrug og bortførelse af børn. Men fordi registeret har hjemme i Tyskland, kan dansk lov ikke bruges til at stoppe det.

Det må der gøres noget ved, lyder det nu fra flere faglige organisationer. Det skriver Politiken søndag.

- Det er uholdbart, at man bare kan lave et register med base i Tyskland og på den måde slippe uden om datalovgivningen, siger Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF, der organiserer socialrådgivere, skolelærere og andre offentligt ansatte, til Politiken.

For eksempel har en socialrådgiver i Odsherred Kommune gennem næsten to år stået i registeret med navn, billede og telefonnummer - hængt ud som en af mange offentligt ansatte, der ifølge registeret groft misbruger deres magt, overtræder menneskerettighederne, udøver psykisk terror og planter falske oplysninger i journalerne.

Både socialrådgiveren, der ønsker at være anonym, og en gruppe af hendes kolleger har fået rettens ord for, at registeret er at betragte som ærekrænkende og bagvaskelse. Derfor skal det lukkes, og sagsbehandlerne har fået tilkendt en stor erstatning. Men det har ikke ændret noget. De ansatte står stadig i registeret - og erstatningen har de aldrig fået.

- De kan rende og hoppe. Vi er en tysk virksomhed, vi er tysk registreret, vi har tysk adresse og vi er hosted i USA, så der er ikke nogen, der kan lukke os ned, siger registerets stifter, Ole Christiansen, til Politiken.

- Datatilsynet i Danmark har slået fast, at der ikke er noget at komme efter. Vi overholder lovens bestemmelser. En del kommuner har jo prøvet at anmelde mig og registeret til de lokale politikredse, og hver eneste gang har politiet meddelt kommunerne, at der ikke er grund til at rejse sigtelse. Vi er et politisk parti, som i henhold til grundloven har ret til at ytre vores holdninger, og det gør vi gennem Det Sorte Register, siger Ole Christiansen til Politiken.

Skal man tro folkene bag Det Sorte Register, vokser den politiske bevægelse, der blandt andet slås for at få myndighederne til at holde op med at tvangsfjerne børn fra deres familier.

I et interview med fagbladet HK Kommunal lancerer Ole Christiansen Det Sorte Registers nyeste politiske budskab, nemlig at der skal indføres dødsstraf for de medarbejdere, der laver gentagne fejl i anbringelsessager. Det bekræfter Ole Christiansen over for Politiken, ligesom han kan bekræfte, at ’registeret’ af samme grund er ved at udarbejde en dødsliste med navne på relevante medarbejdere.

- Det her er psykisk vold, og det kan ikke være rigtigt, at myndighederne ikke kan få det stoppet, siger Bodil Otto, formand for HK Kommunal, til Politiken.

- Vi må bare konstatere, at det her har fået et sådant omfang, at mange medarbejdere er skræmt fra vid og sans, fordi de står på denne liste. Det er ikke for sjov. Jeg synes, det er på tide, at justitsministeren tager fat i denne sag og sørger for, at politiet får de værktøjer, der skal til at få det her stoppet. Så enkelt er det, siger Bodil Otto til Politiken. Hun har sendt en skriftlig appel til justitsministeren.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) understreger, at offentligt ansatte skal kunne passe deres arbejde uden at blive chikaneret.

- Jeg synes desværre, vi ser mange eksempler på, hvordan vold, trusler og hårde ord sætter vores gensidige tillid og fællesskab under pres. Hensynet til ytringsfriheden gør, at vi i Danmark har lov til at sige mange ting - også ting andre er uenige i og synes er tåbelige og modbydelige. Men det er min helt klare holdning, at hvis man bryder loven, skal det selvfølgelig have en konsekvens. Om udtalelser i en konkret sag overskrider straffelovens grænser, er i første omgang op til politiet og anklagemyndigheden at vurdere, siger ministeren i en skriftlig kommentar til Politiken.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...