Offentligt ansattes realløn stiger igen

Lønnen for offentligt ansatte stiger igen og følger nu efter lønudviklingen i den private sektor.

19. maj 2014 13:21

Kommunalt ansatte får den højeste lønstigning blandt de offentligt ansatte. I første kvartal af 2014 steg lønnen - målt som den årlige ændring i timefortjenesten - med 1,3 procent. Det er en markant stigning i forhold til kvartalet før, hvor lønnen steg med 0,3 procent.

For de ansatte i regionerne steg gennemsnitslønnen med 1,2 procent i første kvartal mod 0,4 procent i kvartalet før, der omfatter de sidste tre måneder af 2013.

De statsansatte ligger lavest i opgørelsen. Her var den gennemsnitlige lønstigning på 0,9 procent mod 0,6 procent i kvartalet før.

For kommunerne omfatter løntallene blandt andet forsynings- og renovationsområdet, mens det for staten eksempelvis omfatter DSB.

Chefanalytiker i Nykredit Tore Stramer siger, at lønindekset er et signal om, at den offentlige sektor igen er på vej op i fart og nu har lagt sig lige i halen på den private sektor, der kan fremvise en lønvækst på i omegnen af knap 1,5 procent.

- Det er imidlertid ikke overraskende. Lønstigninger i den private og offentlige sektor følger således hinanden over tid.

- Det skyldes den såkaldte reguleringsordning, der sikrer, at lønudviklingen i den offentlige sektor følger lønudviklingen i den private sektor. Den nuværende stigning i lønvæksten i det offentlige skal således også ses i sammenhæng med den generelt højere lønvækst i den private sektor igennem 2013, siger Tore Stramer i en skriftlig kommentar.

Den tiltagende lønvækst i den offentlige sektor betyder, at de offentlige ansatte i særligt kommuner og regionerne nu også oplever en fremgang i reallønnen efter et 2013 med små fald i reallønnen.

- Inden for det offentlige er der således udsigt til en reallønsfremgang på cirka 0,5-0,7 procent i år. Når man husker på, at godt 30 procent af alle lønmodtagere er beskæftigede inden for den offentlige sektor, så er det dog klart, at det umiddelbart giver et positivt skub til privatforbruget.

- Fremgangen i reallønnen er dog beskedent, og kommer efter et skidt 2013 hvor mange offentligt ansatte oplevede en reallønsfremgang, siger Tore Stramer.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...