Fødevarer

Offer for ulækker kok får penge

København, torsdag /ritzau/ Et af de cirka 40 ofre for salmonellaforgiftning på restaurant Beijing i efteråret 1999 har fået udbetalt den hidtil største erstatning i den ulækre sag. Det er lykkedes Forbrugerrådet at få Beijing til at betale 57.000 kr. plus renter til en gæst, der blev syg efter at have spist på restauranten. Erstatningen er den sjette, Beijing har betalt, og dermed mener jurist Sonny Kristoffersen, at restauranten har erkendt sit ansvar. - Vi kunne naturligvis godt have tænkt os en principiel dom på området, fordi det også ville hjælpe forbrugere fremover i lignende sager. Men vi er glade for, at restauranten påtager sig sit ansvar, siger Sonny Kristoffersen. Salmonellaforgiftningen i 1999 kunne spores til bakterier i kokkens afføring, og derfor kunne man slå fast, at der var tale om et alvorligt problem med hygiejnen på restaurant Beijing og ikke med råvarerne. Den sjette erstatning afslutter sagerne fra Beijing, men Forbrugerrådet er i gang med to andre sager, der skal behandles ved landsretten i løbet af i år. Den ene sag drejer sig om en salmonellabefængt tatarmad på en færgerestaurant og den anden om en omgang hjemmelavet koldskål, der blev inficeret med salmonella fra æg. /ritzau/