Trafikulykker

Offer fortalte om dødsulykke

Unge kan lære meget af at høre om andres alvorlige trafikulykker. Det mener man i Aalborg Kommunes trafikudvalg, som i aftes tog hul på en kampagne, der skulle blive en obligatorisk del af køreundervisningen.

Projektleder Charlotte Krogh ses her med en del af materialet til kampagnen, der har fået titlen "Du skal ikke dø nu - vel". Foto: Michael Bygballe

Projektleder Charlotte Krogh ses her med en del af materialet til kampagnen, der har fået titlen "Du skal ikke dø nu - vel". Foto: Michael Bygballe

Kampagnen, der både involverer politiet, beredskabscentret, sygehuset og de lokale kørelærere, blev skudt i gang med en informationsaften på Aalborg Sygehus. Og der var helt stille på tilhørerrækkerne, da den 20 årige Henriette Pedersen fortalte om sine personlige oplevelser ved en ulykke, der kostede en ung mand livet i 2003. - Der er en helt klar grund til, at jeg står frem med det her, fortalte hun. - Jeg ønsker på ingen måde, at andre skal igennem det samme, som jeg har oplevet. Så hvis de bare kan lære lidt af mine erfaringer, synes jeg bestemt det er det værd, understregede hun. Ideen til at tage udgangspunkt i en konkret ulykke kommer blandt andet fra lignende arrangementer i Hjørring og Frederikshavn, og ifølge projektleder Charlotte Krogh, må det meget gerne blive en obligatorisk del af køreundervisningen. - Der er stadig alt for mange unge, som tror de er udødelige. Og de tænker desværre heller ikke på, at de kan være skyld i andres død eller ulykke, forklarer hun. I Aalborg blev der sidste år dræbt 6 mennesker i trafikken, og derfor blev arrangementet også bakket massivt op af byens kørelærere, som stillede med mere end 125 af deres unge elever. - Jeg har foreløbig valgt at gøre det frivilligt, om man vil deltage. Men bliver det en succes, vil jeg helt sikkert overveje, om det ikke skal være en obligatorisk del af teoriundervisningen fremover, siger kørelærer Asger Heinrich Nielsen.