Offer mister synet på det ene øje

26-årig mand varetægtsfængslet for slaget, der slog manden ud

HOBRO:Det var tilsyneladende et spørgsmål om 300 kroner og en knallet, der natten til søndag kostede en 23-årig mand fra Hobro synet på det ene øje. I går blev den formodede gerningsmand så varetægtsfængslet ved retten i Hobro. Indtil videre i 14 dage. Sigtede erkendte i retten, at han havde slået den 23-årige i ansigtet, men han nægtede, at det var det slag, der havde forvoldt den alvorlige skade på det ene øje. Episoden skete natten til søndag ved en privatfest i Onsild, da de to mænd kom op at diskutere. Den 23-årige skyldte tilsyneladende sigtede 300 kroner plus nogle penge for en knallert, og sigtede forklarede, at han var ved at være træt af det. - Vi har været meget gode venner, men han skyldte mig penge uden at betale dem tilbage, forklarede sigtede i grundlovsforhøret i går eftermiddag. Senere på aftenen ville sigtede have den 23-årige med uden for ”for at få snakket ud om det”. - Der stod vi og diskuterede, og så slog jeg ham én gang på munden, forklarede han til dommeren. Sigtede forklarede videre, at den 23-årige kom på benene igen, men at der så opstod tumult med nogle af festens andre gæste, og pludselig lå den 23-årige på jorden igen. Sigtede og en kammerat hjalp efterfølgende den 23-årige med at få vasket ansigtet og sit ene øje, der var blevet rødt. Et andet vidne fra festen har imidlertid forklaret, at de to mænd havde diskuteret flere gange i løbet af aftenen. På et tidspunkt ville den 23-årige forlade stedet, og vidnet fulgte ham ud. Her dukkede sigtede op og gav ham et knytnæveslag direkte i ansigtet. Det slog den 23-årige ud, han faldt bagover og slog hovedet i fortovet. Her blev han liggende bevidstløs, mens det blødte fra baghovedet, overlæben og det ene øje. Det benægtede sigtede, og han kunne i retten ikke forstå, at vidnet kunne huske så meget, da han var ”meget fuld og snorksov flere gange”, som han forklarede. Dommeren besluttede alligevel at varetægtsfængsle sigtede, især på baggrund af at han tidligere er blevet straffet for vold. I januar blev han således idømt 30 dages betinget fængsel for værtshusvold. Den 26-årige mand valgte at kære afgørelsen til landsretten.