Militær

Officer slipper for fængsel

{ KØBENHAVN: En 41-årig major i flyvevåbnet fik straffen nedsat fra seks måneders fængsel til fire måneders betinget fængsel, da han ankede en dom for bedrageri til landsretten. Han skal betale 136.000 kr. tilbage til sin arbejdsplads. Majoren fik under udstationering i USA udbetalt husleje, selvom han flyttede i eget hus og dermed mistede retten til forsvarets boligydelse. Da officeren købte eget hus i USA, opstod der nemlig det problem, at han ikke kunne sige sin lejekontrakt op. Og derfor lavede han en aftale med sin tidligere udlejer om, at han hver måned betalte en kompensation for at slippe ud af lejeaftalen. Denne regning lod han så Forsvarskommandoen betale som husleje. Officeren har forsvaret sig med, at han forsøgte at spare det danske militær for en kvart million ved at flytte i egen bolig. /ritzau/