Officiel åbning af Forsamlingsbygningen

Åbning falder på bygningens 120-års dag

Hjørring 21. oktober 2002 08:00

HJØRRING: Når der på fredag eftermiddag er officiel åbning af Forsamlingsbygningen i Østergade, der tidligere gik under navnet Aktivitetscenteret, sker det ikke bare med sækkepibemusik, men også på dagen, der helt nøjagtig er 120-års dagen for Forsamlingsbygningens oprindelige åbning. Bygningen blev nemlig oprindelig planlagt ved en generalforsamling 1. oktober 1877, og det var startskuddet til Forsamlingsbygningen, der stod klar til brug 25. oktober 1882. Når der er officiel "genåbning" fredag eftermiddag, er det fordi, social- og sundhedsudvalget i foråret besluttede at lægge Aktivitetscenteret og De Frivilliges Hus sammen. Det er der nu kommet en ny institutionstype ud af, hvor mennesker mødes på tværs af alder, livsvilkår og interesser. Selve programmet for åbningen ser ud som følger: Kl. 14 bliver borgmester Bent Brown (S) afhentet ved borgmesterkontoret af Northern Pipes and Drums, der er et syv-mands sækkepibeorkester. Herfra går det mod Forsamlingsbygningens indgang, hvor snoren klippes. Herfra og frem til cirka kl. 14.30 underholder sækkepibeorkesteret, hvorefter der er officiel åbningstale ved socialudvalgsformand Helmuth Zickert (S). Fra kl. 15 underholder Seniororkesteret, og frem til kl. 17 er der mulighed for rundvisning i Forsamlingsbygningens lokaler, hvor der samtidig vil blive serveret lidt godt til ganen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...