Officielt: Allan Kuhn fortsætter i AaB

Assistenttræneren havde håbet på at blive cheftræner, men han glæder sig til at fortsætte i sin nuværende rolle

Allan Kuhn fortsætter som assistenttræner i AaB. Arkivfoto: Michael Bygballe <i>Michael Bygballe</i>

Allan Kuhn fortsætter som assistenttræner i AaB. Arkivfoto: Michael Bygballe Michael Bygballe

AALBORG:Fredag eftermiddag kunne AaB sætte en stopper for spekulationerne omkring Allan Kuhns fremtid i klubben.

Assistenttræneren har forlænget sin aftale med AaB frem til sommeren 2017, hvor han skal støtte Lars Søndergaard, der tiltræder som cheftræner efter denne sæson.

- Jeg er virkelig glad for klubben, fansene og alle omkring AaB. Jeg ser frem til et godt samarbejde med Lars Søndergaard - ligesom jeg har med Kent Nielsen. Jeg har ikke været i tvivl, forklarer Allan Kuhn.

Loyalitet og ærlighed

Kontraktforlængelsen har ladet vente på sig, men parterne har aldrig været i tvivl om, at samarbejdet skulle fortsætte efter denne sæson.

- Jeg har haft en mundtlig aftale med Allan Gaarde (sportsdirektør i AaB, red.), der har fungeret med loyalitet og ærlighed begge veje. Vi har kunnet trække den i lang tid, fordi vi har stolet på hinanden, siger Allan Kuhn, der især glæder sig til at fortsætte arbejdet med klubbens talenter.

- Jeg synes stadigvæk, at det er interessant at være i AaB. Vi er nået langt med de unge mennesker, og det skal have et skud mere, forklarer Allan Kuhn.

Ville være cheftræner

Assistenttræneren er samtidig ganske åben omkring, at han gerne ville have haft en ny mulighed for at vise sig frem som cheftræner i AaB, men han accepterer klubbens ønske om at beholde ham i den nuværende rolle.

- Jeg blev selvfølgelig lidt ærgerlig over, at jeg ikke fik chancen for at blive cheftræner, men sådan er livet nogle gange. Allan Gaarde vil gerne have mig som assistenttræner, og han synes, at jeg passer rigtig godt ind der. Han var været ærlig omkring det, og det har jeg også, siger Allan Kuhn, der stadigvæk har en ambition om at blive cheftræner på et senere tidspunkt.

- Håbet skal man altid have lov til at have, men klubben valgte noget andet, og det har jeg selvfølgelig accepteret. Ellers havde jeg heller ikke sagt ja til at blive Lars Søndergaards assistenttræner. Sådan er vilkårene, og når skuffelsen har lagt sig, kommer man lynhurtigt videre. Sådan er det at være menneske. Man må se nogle andre muligheder, og det ser jeg i mit nuværende samarbejde med Kent Nielsen og det kommende samarbejde med Lars Søndergaard og resten af trænerteamet, uddyber Allan Kuhn.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.