Officielt: Real Madrid fyrer træner Lopetegui

Julen Lopetegui er færdig i klubben efter en række sløje resultater. Santiago Solari overtager midlertidigt.

Ritzau
Julen Lopetegui fik kun fire måneder som træner for Real Madrid. Foto: Albert Gea/Reuters
Fodbold 29. oktober 2018 21:10 - Opdateret 29. oktober 2018 21:37

Så gik den ikke længere for træner Julen Lopetegui i Real Madrid.

Søndagens 1-5-ydmygelse mod Barcelona blev den tidligere spanske landstræners sidste kamp i spidsen for hovedstadsklubben, meddeler Real Madrid på sin hjemmeside.

Beslutningen kommer efter et bestyrelsesmøde mandag aften. Her blev man enige om, at den hidtidige andetholdstræner Santiago Solari foreløbig overtager ansvaret.

- Denne beslutning, som er taget på højeste niveau, skal forandre dynamikken på holdet, mens alle vore sæsonmål fortsat er mulige at opnå, lyder det i en meddelelse fra klubben.

Julen Lopetegui blev under stort postyr ansat som afløser for Zinedine Zidane umiddelbart inden VM-slutrunden i sommer.

Da aftalen blev offentliggjort, fik Lopetegui omgående en fyreseddel fra Det Spanske Fodboldforbund, der sendte ham hjem fra Rusland et døgn før Spaniens VM-premiere.

Drømmejobbet som træner for de seneste tre års Champions League-vindere blev dog en kort fornøjelse.

Efter en fornuftig indledning på sæsonen er tingene faldet fuldstændig fra hinanden i den seneste tid.

Afklapsningen i El Clasico blev den foreløbige kulmination på en ualmindelig sløj stime, der har givet et sølle point i de seneste fem ligakampe.

I stedet for Lopetegui bliver det altså indtil videre Santiago Solari, der skal stå på sidelinjen i de kommende kampe, indtil klubben har fundet en mere permanent løsning.

42-årige Solari spillede selv for klubben mellem 2000 og 2005 og har de seneste to sæsoner været chef for Castilla, Real Madrids andethold i den tredjebedste række.

Imens går præsident Florentino Perez på jagt efter en ny træner, der skal føre klubben videre. I spanske medier har italieneren Antonio Conte i de seneste dage været nævnt som favorit.

Real Madrid skal på banen næste gang allerede onsdag, hvor holdet møder upåagtede Melilla i pokalturneringen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...