Officielt: Skive trækker ligaholdet

De sikrede sig håndboldligapladsen med sejre over Vendsyssel - nu trækker de sig

Skive FH slog Vendsyssel FF i to kampe om damernes liga. Foto: Henrik Bo

Skive FH slog Vendsyssel FF i to kampe om damernes liga. Foto: Henrik Bo

SKIVE:Håndboldklubben Skive fH trækker sit hold fra kvindernes liga. Det bekræfter bestyrelsesformand Mogens Garder til Ritzau. Bestyrelsen har godkendt beslutningen.

Ifølge Dansk Håndbold Forbund vil Nykøbing Falster i stedet blive tilbudt pladsen i Boxer Dameligaen. Kun hvis de takker nej til Vendsyssel Håndbold, der tabte to playoffkampe til netop Skive, få buddet.

Skive fH’s bestyrelsesformand Mogens Garder forklarer beslutningen således:

- Vi er nødt til at komme videre, og det her er den bedste løsning for os.

Klubben har taget beslutningen, fordi klubbens mænd også er rykket op i den bedste håndboldrække, og der ikke er økonomi til at drive to ligahold.

Desuden har 11 af de 16 spillere, som var med til at bevare liga-pladsen efter kvalifikationskampe mod Vendsyssel, valgt at skifte til andre klubber på grund af den uafklarede økonomiske situation.

Således skriver klubben i en pressemeddelelse onsdag formiddag, at den - med den anstrengte økonomi in mente, ikke har vurderet det muligt at kunne skabe et konkurrencedygtigt mandskab til kvindernes bedste danske håndboldrække.

- Igennem de sidste måneder har der i Skive fH været kæmpet på mange områder for at få både organisation og ikke mindst økonomi til at hænge fornuftigt sammen.

- Det har været en turbulent tid, hvor det med stor opbakning fra klubbens sponsorer er lykkedes at få økonomien i indeværende sæson bragt på ret køl, men hvor der fortsat forventes at være udfordringer fremover.

- På spillersiden har ønsket om nye sportslige udfordringer kombineret med klubbens uafklarede situation resulteret i, at næsten hele truppen af dameligaspillere ikke vil være til rådighed i den kommende sæson, lyder det i pressemeddelelsen.

Klubbens ledelse understreger, at man ikke nedlægger klubbens dameafdeling. I stedet vil klubben etablere et hold, som kræver langt færre økonomiske ressourcer.

- Skive fH’s bestyrelse og ledelse beklager at det har været nødvendigt at gennemføre ovennævnte ændringer, men er samtidigt helt overbeviste om, at det er den bedste løsning for klubben i særdeleshed og for håndboldsporten generelt, lyder det i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.