Officielt: Stephan Andersen skifter til FC København

Den 32-årige landsholdsmålmand Stephan Andersen har underskrevet en treårig kontrakt med FC København.

19. maj 2014 12:11

Det blev allerede søndag afsløret, at Stephan Andersen ville skifte til FC København. Mandag formiddag blev det så bekræftet, at den 32-årige landsholdskeeper bliver ansat på en treårig kontrakt i FCK, oplyser klubben på sin hjemmeside.

Stephan Andersen har senest været på kontrakt i spanske Real Betis, hvorfra han det sidste halve år var lejet ud til Go Ahead Eagles i den bedste hollandske række. Nu ligger fremtiden i Parken og den danske Superliga.

- Vi er tilfredse med at få en så rutineret, sulten og dygtig spiller ind i truppen, som vi får i Stephan. Han har erfaring fra blandt andet Premier League, Primera Division og slutrunder for Danmark, så han kan bringe meget med sig til FC København.

- Samtidigt giver det os en god mulighed for at få styrket konkurrencen yderligere på en position, hvor klubhistorien viser os, at tæt konkurrence giver mere stabile præstationer i hver eneste kamp.

- Som hovedansvarlig for det sportslige setup er jeg klar over, at Stephan har en noget broget fortid et sted i nærheden, men den bearbejder vi sammen fra nu af, siger FCK-manager Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside med henvisning til Andersens tid i Brøndby.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...