Ofre for Genovas brokollaps må stadig ikke hente ejendele

Folk, der boede under broen, der kollapsede i Genova i august, har ikke været tilbage ved deres huse endnu.

43 mennesker blev dræbt, da Morandi-broen i Genova kollapsede den 14. august. Foto: Stefano Rellandini/Reuters
Politik 4. september 2018 16:20 - Opdateret 4. september 2018 16:59

Over 500 mennesker, der boede i huse, som blev smadret af Morandi-broens kollaps i Genova i Italien den 14. august, har ikke været tilbage ved ruinerne af deres huse endnu.

Under et møde med Genovas borgmester tirsdag har de krævet at få lov til at komme tilbage og samle ejendele. Også selv om det kun kan blive kortvarigt.

Men svaret er nej.

De har fået at vide, at de måske får mere at vide i næste uge.

Italienske medier viser optagelser af snesevis af mennesker med bannere med ordene "Respekt, respekt, respekt".

Nyhedsbureauet Ansa skriver, at ejerne af de ødelagte boliger mødtes med Genovas borgmester, Marco Bucci, og Giovanni Toti, der er præsident for regionen Liguria.

- Jeg hører jer, men vi må arbejde sammen. Siden den 14. august har jeg kun sovet fire timer om natten, fordi jeg har taget mig af denne her krise, citeres borgmesteren for at sige.

Han tilføjer så, at de evakuerede boligejere "formentlig" i næste uge kan få at vide, hvornår de måske kan komme tilbage til deres hjem.

- Jeg har ikke noget nu med 100 procents sikkerhed, siger han.

Borgmester Bucci tilføjer, at de evakuerede sandsynligvis genhuses tidligere end ventet.

- Vi havde regnet med at give dem boliger i november, men vi klarer formentlig at gøre det i slutningen af september.

Morandi-broen, som det private firma Autostrade per I'itali har ansvaret for, brød sammen den 14. august under et uvejr.

43 mennesker blev dræbt.

I øjeblikket diskuterer lokale og nationale myndigheder, hvordan og hvornår resten af broen skal fjernes, hvordan en ny bro skal bygges, og hvem der skal betale for det.

/ritzau/dpa

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...