Ofre for gratis trådløse net

Brug af andres trådløse net er ikke bare udbredt og måske ulovligt. Det er også farligt, skriver bladet Computerworld på baggrund af en konkret sag fra København, som viser, at fænomenet nu er nået fra udlandet til Danmark. Tricket går ud på, at svindlere sætter åbne WiFi-net rundt om i byen i håb om, at nogen vil snige sig til en gratis, trådløs internetadgang. Hopper folk på limpinden, tapper svindlerne alle ukrypterede oplysninger såsom passwords til mailkonti, kreditkortinformationer eller adgangskoder og i værste fald underskriftsfilen til brugerens netbank. Computerworld beretter om et kærestepar i København, som sidste efterår fik misbrugt kreditkort og hacket email-konti, fordi de havde benyttet et åbent trådløst net nær kvindens lejlighed. Hackerne brugte tilmed hendes kærestes mailkonto til at opbevare børneporno og hackerprogrammer. Sagen blev meldt til politiet i november, men gerningsmændene er aldrig blevet fundet. Hackingen af kvindens mailkonto og personlige oplysninger stoppede dog, da hun blokerede sin pc fra at bruge andres trådløse net. /ritzau/