Ofre for stormflod får nedsat selvrisikoen

Alle partier er enige om at sætte selvrisiko ned fra otte til fem procent og indføre et loft på regninger.

Så er der hjælp til de mange stormflodsofre rundt omkring i landet.

Alle politiske partier er onsdag blevet enige om at ændre stormflodslovgivningen, så selvrisikoen for de ramte bliver sat ned, og der kommer samtidig loft på regningerne, skriver dr.dk.

- Det giver en stor tryghed til alle de berørte borgere, for nu har de en fuldstændig afklaring om, hvilket økonomisk fundament de har at stå på, så de kan komme videre i deres liv, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) til dr.dk.

Helt konkret bliver selvrisikoen sænket fra otte til fem procent på helårsboliger og fra 13 til 10 procent på sommerhuse, og så bliver selvrisikoen for løsøre sænket fra 10 til 5 procent på alle skader.

Derudover bliver der lagt et loft på regningerne for helårsboliger på højst 30.000 kroner.

Henrik Sass Larsen forsikrer, at hjælpen til de stormflodsramte er lige om hjørnet.

- Det går hurtigt nu, for vi har jo gang i lovforslaget, og derfor får vi vedtaget tingene meget hurtigt. Så i løbet af et par uger eller tre har vi det hele på plads, og så sætter vi fuld fart på alle erstatningerne, siger ministeren til dr.dk.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst