Fodbold

Og de levede lykkeligt til deres dages ende

"Russisk oliemilliardær søger erfaren mage med øje for rentabel menneskehandel. Alder ingen betydning. Eksisterende forhold ingen hindring". Måske var det ordlyden i den job-kontaktannonce, som Frank Arnesen valgte at besvare i den forgangne uge. Godt nok var han allerede i fast forhold med Tottenham, så den indledende flirt mellem Chelsea og Arnesen var ganske vist lidt ureglementeret, men alle forsmåede miner kan vel formildes med et underholdsbidrag på 55 millioner kroner. Arnesen selv kan nu se frem til at hæve en årsløn på cirka 16 millioner kroner i sit nye registrerede partnerskab med Abramovic og kærlighedsbarnet Chelsea. Dermed er han den tredje bedst betalte dansker i international fodbold næstefter Thomas Graversen og Jon Dahl Tomasson. Og han behøver end ikke at røre en bold. Dét er da Danish Dynamite. Dynamit i stængerne er der tilsyneladende også hos de danske fodboldkvinder. De danske fodboldkvinder drog med vikingers mod til VM og viste gode takter i første kamp mod Sverige som traditionelt er en vanskelig modstander. Og onsdag blev England så besejret. Kvinder kan altså også levere interessante sportspræstationer, og så endda på mændenes territorium. På mændendes VM-jagtmarker var kampen mod Finland en trist affære. Albanien blev en anderledes opløftende flirt. Men om ægteskabet mellem Morten Olsen og landsholdet alligevel knirker, vil blive besvaret når giftermålet udløber til næste sommer. Noget tyder i hvert fald på, at VM-dynamitstangen kan gå hen og blive en fuser. Sprængfarligt er til gengæld forældresamarbejdet om EU's forfatningstraktat, som er blevet et rigtigt problembarn. Bedst som vi danskere - efter at have spillet kostbare "92 - indlod os på at blive adoptivforældre, trækker Frankrig og Holland sig, og England udsætter folkeafstemningen. Hjælpende hænder melder sig fra øst som plejefamilie, men nu havde vi jo lige kastet vores kærlighed på de større og stærkere alfa-hanner. Forvirringen er total blandt de potentielle partnere. Altimens gisper EU efter vejret, og ingen tør give den stakkels forældreløse bastard aktiv dødshjælp. Et parløb der ser helt anderledes lykkeligt og fredeligt ud, er forholdet mellem Helle Thorning og spindoktoren Morten Boye Hviid. Om der er tale om et klassisk udslag af patient-forelsker-sig-i-sin-doktor-syndrom skal være usagt. Men selvom kærligheden blomstrer, så er det unge par i modvind, for svigerfamilien er ikke tilfreds med datterens nye bredmundede yngling. Han har nemlig tidligere haft lidt svært ved at holde sine meninger om navngivne familiemedlemmer for sig selv, og så er det jo lidt svært at danse i takt, næste gang der er familiefest. En familie der aldrig har haft problemer med at holde takten, er familien Fredie-Pedersen. En solid cirkusfamilie der holder sammen mod fordomme, og altid er på vej mod nye mål. Janteloven er ikke et velkomment element i familien. Og det ser jo ud til at have virket. Det har kostet blod, sved og sikkert mange tårer, men tilsammen har de jo adskillige DM og VM-titler og en blomstrende forretning i bagagen. Og vigtigst af alt: Hele familien har gennem hele livet beskæftiget sig med, og ernæret sig ved deres store fælles kærlighed: Dansen. Og søskendekærligheden ser også ud til at leve i bedste velgående. Sammen skal den nu voksne søn og datter, Sonny og Gigi, repræsentere Danmark til de professionelles VM i latinamerikanske danse. Til forskel fra programmet Vild med Dans, er der ingen slinger i valsen hos Fredie-Pedersen-ligaen. Men tilbage til den måske smuldrende pan-europæiske kærlighedshistorie. Vor danske statsfader Fogh rejser i øjeblikket Europa tyndt for at gå i parterapi med de andre familieoverhoveder. For han vil gerne være forberedt på det forestående EU-topmøde. Her kan alfa-hannerne nemlig vælge at give det europæiske enfant terrible dødsstødet, eller sende det i skammekrogen, så ratifikationen udskydes. De giftelystne høvdinge overvejer nu medgiftens indhold og omfang i det videre forløb. Vil England for eksempel kunne beholde sin anseelige rabat? Imens kan vi andre overveje om vi vil give vores velsignelse den 27. september, til at lade vores yndige datter Danmark blive familiesammenført med de øvrige ulige bejlere.