Lokalpolitik

Og de sad helt stille uden at lave noget ballade

Danmarks højrefløj har ikke blot politisk succes - den har langt om længe også tæmmet sig selv. Mød Dansk Folkepartis fodregiment fra fjerde sal

Jette Jespersen trasker ned ad gangen for at hente Søren Krarup og Jesper Langballe, mens resten af gruppen møver sig på plads for fotografen. - Præsterne sover ret tit til middag på det her tidspunkt, forklarer hende, der hedder Pia Kristensen. Klatøjet og lettere forvirret træder Søren Krarup ud i lyset. De følgende 10 minutter er det kun kameraets stumpe klik, der får lov at afbryde vittighederne (Krarup: "Er det et afskedsbillede før valget?") og latteren. Dansk Folkepartis vandbærere er på hjemmebane. På den ene side er de hver især omvandrende kapitler i den succeshistorie, som Pia Kjærsgaard på ganske få år har skabt med sit parti. Med 22 mandater er Dansk Folkeparti landets tredjestørste. På den anden side kan ingen i lokalet været i tvivl om, at magten ligger under deres fødder. Helt præcist tre etager nede, hvor partilederen og hendes adjudanter holder til. Dernede er der ét altoverskyggende succeskriterium for vandbærerne på fjerde sal: De menige politikere skal blive på deres plads og kende deres begrænsninger. Eller som Pia Kjærsgaard sagde i biografien "Succes" fra i fjor, hvor hun blev spurgt direkte til den menige del af folketingsgruppen: - Det er søde og rare mennesker, lad mig sige det på den måde. Nu uden landsbytosser For første gang nogensinde har et højrefløjsparti i Folketinget undgået offentlige magtkampe og andre pinligheder igennem en hel valgperiode. I 2001 bar Pia Kjærsgaard med endnu en buldrende valgsucces 15 i varierende grad ukendte danskere ind på Christiansborg. Resultatet blev en sjælden broget folketingsgruppe, som alle de kloge forudså ville udvikle sig til en mellemting mellem en trykkoger og en galeanstalt. De kloge undervurderede endnu engang Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti. Folk som Jette Jespersen, Freddie H. Madsen, Karina Sørensen, Anita Knakkergaard og Uno Larsson har tavst accepteret Pia Kjærsgaards princip om, at "ikke alle kan være stjerner. Den falske kommunalordfører Mød Uno Larsson fra Randers-egnen, den eneste i Folketinget der både går med slips og hestehale. Han burde måske være stjerne. Han har i hvert fald titel af "kommunalordfører" netop på det tidspunkt i Danmarkshistorien, hvor kommunalordførere er mest interessante. Lige bortset fra, at Uno Larsson ikke har haft en tøddel at gøre med forliget om kommunalreformen. Det stod gruppeformand Kristian Thulesen Dahl og gruppesekretær Poul Nødgaard for. - Jeg kan jo ikke komme vadende ind med træsko på og styre kommunalreformen, der er så kompliceret, forklarer Uno Larsson. - Der er jo meget finans og meget teknik i den. Og da Kristian Thulesen Dahl og Poul Nødgaard sidder i kommunaludvalget, så er det dem, der kommer mest på talerstolen. Det må vi jo indrømme ... Uno Larsson føler dog ikke, at han misser en chance for at markere sig som folketingspolitiker. Han vælger i stedet at fokusere på arbejdet i Randers Byråd. - Det er jo dér, du har stemmerne. Som lokalpolitiker. Det må vi jo erkende. Man skal være synlig i gadebilledet. Uno Larsson får brug for al den synlighed, han kan få. I det kommende folketingsvalg stiller han op mod Morten Messerschmidt, næstformand i partiets ungdomsorganisation og kendt fra tv-programmet "Big Brother" - og som af mange opfattes som fremtidens mand i partiet. Også på første sal, hvor Morten Messerschmidt arbejder i sekretariatet. Uno Larsson tager dog kampen op, mens fem af hans kolleger vælger at forlade Christiansborg frivilligt. En af dem er Jette Jespersen, som tidligere blev kåret til Danmarks mest usynlige landspolitiker sammen med partifællen Anita Knakkergaard, der dog er i retfærdighedens navn er lidt kendt som kommunalpolitiker i Nordjylland. Jette Jespersen har ikke haft nogle ordførerposter, men nyder til gengæld sammenholdet på fjerde sal. - Jeg er jo lidt af en vandbærer. Men jeg har haft det godt. Vi har det fantastisk hyggeligt heroppe, alle har dørene åbne. Hvad havde du i tankerne, inden du kom herovre? - Ikke noget! Hahaha. Fordi jeg havde jo ikke regnet med at blive valgt. Jeg var jo bare nummer fire på listen. Men sådan kan det gå! Hvorfor stopper du igen? - Nej, du ved. Det er for besværligt, det der med at bo i Lemvig og så bo herovre noget af ugen. Jeg synes, det er bøvlet! Vi er bare go'e I trappeopgangen summer fjerde-salerne over, hvorfor netop denne folketingsgruppe kunne lukke det evindelige cirkus, som Mogens Glistrup gav i arv til højrefløjen. Jesper Langballe indleder med en jovial betragtning, der straks er populær: - Folketingsgruppen er modne mennesker. Vi laver ikke ballade!, siger den 65-årige præst og følger mere alvorligt op. - Sporene fra Fremskridtspartiet har skræmt især Pia Kjærsgaard. Hun havde et instinkt for, hvordan den samme situation skulle undgås. Er I mindre ambitiøse på egne vegne end folk i de andre partier? "Ja!" siger Colette Brix, Jesper Langballe m.fl. i kor. Kun en enkelt mumler noget med "nej": Bent Bøgsted fra Nordjylland, der ellers kom ind på et surprise-mandat i sin tid. Han kan dog finde på andre grunde til, at den uerfarne gruppe har styret uden om skandaler: - Mange af os har slet ikke nogen forbindelse tilbage til Fremskridtspartiet, siger Bent Bøgsted. Han tilføjer, at med 22 gruppemedlemmer er der stort set et ordførerskab til hver person. Mange af ordførerskaberne virker næsten skræddersyede, tilføjer han: Specialarbejderen Bøgsted fik arbejdsmarked, præsten Langballe fik kirken, mavedanseren Frevert fik kultur osv. Og så vender Bent Bøgsted tilbage til en pointe, som alle på fjerde sal tilsyneladende hæfter i slutningen af hver sætning: - Vi har jo et sammenhold heroppe, som mange partier misunder os. Jette Jespersen tilføjer: - Man kan jo sagtens have ambitioner på sit eget område, men man tramper jo ikke på hinanden af den grund! Vi passer vores egne poster, og så længe vi passer dem, så er det jo dét, ikke? Alt har en ende En af dem, der forudså masser af intern ballade i Dansk Folkepartis gruppe efter sidste valg, var journalist David Trads, der også har skrevet bogen "Danskerne Først" om partiet. David Trads har netop meddelt, at han stiller op for Socialdemokraterne. For to år siden kaldte han det "naturstridigt", at nyvalgte politikere i et protestparti, der netop hylder retten til at tale rent ud af posen, skulle rette ind til højre. Han indrømmer i dag, at han tog lodret fejl - og giver æren til Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og pressechef Søren Espersen. - Jeg har været imponeret over, hvordan det er lykkes for Dansk Folkepartis politbureau at holde de nye og uprøvede folketingsmedlemmer i skak, siger han. David Trads mener faktisk, at andre partiledere må være misundelige på loyaliteten hos folkepartisterne på fjerde sal. - Forklaringen er formentlig, at de fire stærke i partiet har været i stand til at fortælle og forklare, hvor vigtigt det er, at man i den første periode med ansvaret undgår at begå fejl. Høflig kommunikation er dog ikke forklaringen på det hele. Med jævne mellemrum får Dansk Folkepartis ordførere en ordre enten mundtligt eller via mail om, at de skal holde mund om en vigtig sag. Så toner partiets hovedpersoner frem på tv-skærmen. Det mukker ingen af de berørte over på fjerde sal - i hvert fald ikke lige i dag, hvor journalisten er på besøg, og kun dem, der er nogenlunde sikre på genvalg, står tilbage på trappeopgangen. Men ifølge prognoserne risikerer nogle af de ukendte medlemmer af Dansk Folkeparti brat at afslutte karrieren som vandbærere ved næste valg. De kommer i stedet til at bære nogle flyttekasser ned af en masse trapper, mens navnet på døren bliver skiftet.