og hav

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ved Gerå kan man opleve et dansk kystlandskab, når det er bedst. Foto: Thomas Franke

Der var en gang, hvor Aså Havn summede af travlhed. Hvor et halvt hundrede fiskekuttere hørte hjemme her, og hvor op mod 100 mennesker var beskæftiget på havnen. Det er alt sammen meget længe siden. Det er omtrent 20 år siden fiskeriauktionen lukkede. I dag er der stille på Aså Havn, og sådan har det været i mange år, men det er faktisk det største fortrin ved den lille havn på Vendsyssels østkyst. Her er ingen arkitekttegnede ejerlejlighedskomplekser og designerindrettede mainstream restauranter. I stedet kan man glæde sig over de gamle fiskerskure, en beskeden fiskerestaurant og ikke mindst den særegne natur. Aså Havn er en ø-havn - opført for godt 100 år siden ved byggeriet af en fremskudt mole på en lille ø en halv kilometer øst for kysten ved selve Aså by. Langs hele strækningen fra Stensnæs i nord til Hou i syd byder Vendsyssels østkyst på et Vadehav i miniatureformat. Midt i det hele ligger Aså, og ved lavvande er der derfor mudderflader flere hundrede meter ud for kysten. Her kan der graves sandorme og ses på fugle, for forår og efterår myldrer mudderfladerne med vadefugle på træk ved hvert lavvande. Men så snart højvandet kommer, forvandles vadefladerne igen til hav, og både fugle og mennesker må fortrække. Fuglene finder hvilepladser på de mange sandede revler, der ligger som en barriere langs med kysten. Hvis man ser godt efter, kan man også jævnligt se sæler på revlerne, for Kattegat-øerne Anholt og Hesselø huser sammen med holmene omkring Læsø en talstærk bestand på flere tusinde sæler, og strejfere herfra gæster hyppigt Vendsyssels østkyst. Revlerne ud for kysten markerer også en grænse, hvor naturen skifter karakter. Her hører Vadehavet op. På indersiden af revlen er der mudret, men på ydersiden er der den fineste sandstrand, man kan forestille sig. Da Asaa Havn jo er opført ved enden af en menneskeskabt mole, der oprindelig blev kaldt for Broen, hvorefter der er blevet dannet en gigantisk revle omkring havnen - en revle, der forlængst er blevet til en stor ø - betyder det, at man lige syd for havnen har en af en bedste badestrande ved Østkysten. Til hverdag er det mest vadefugle som præstekraver og sandløbere, der bruger den fine badestrand, men på årets varmeste sommerdage synes de fleste af borgerne i Asaa at søge herud. I klitterne syd for havnen er der derfor opført et halvt hundrede små badehuse, og de dage skifter stranden karakter. Nu er det ikke mere præstekraver og sandløbere, men badenymfer og strandløver i alle aldre, der spadserer langs vandkanten for at se og blive set. I ternernes rige Hvis man vil opsøge naturens stilhed, må man derfor fortrække til Gerå fire kilometer længere mod syd. Fra p-pladsen ved Gerå Strand strækker en stenmole sig flere hundrede meter ud i havet - tilsyneladende uden noget formål. Lokalt kaldes molen for Borgmestermolen, og i navnets oprindelse ligger faktisk også forklaringen på, hvorfor molen er blevet bygget. Den er simpelt hen blevet anlagt efter inspiration for fra Broen i Aså. Formålet var for at sætte skub i dannelsen af sandrevler, der kunne blive til prima badestrand. Det skete for godt 30 år siden, da der skulle udstykkes sommerhuse i baglandet til Gerå Strand. Primus motor for molebyggeriet var den daværende borgmester i Dronninglund, Christian Hansen, der i parantes bemærket selv ejede en hel del af den jord, som skulle udstykkes til sommerhusgrunde, men skam få den, der tænker ilde herom. Molen blev således bygget ud i det flade hav, men badestranden blev aldrig rigtig til noget. Gerå er fortsat fuglenes og de store udsigters land. Når man går ud for enden af Borgmestermolen og sætter sig på stenene, og betragter kystlandet med havet, de mange lave revler og de mudrede vadeflader er det et syn, hvor hav og land nærmest uvirkeligt glider over i hinanden, og hvor horisonten derfor synes uendelig. Et dansk kystlandskab, der er så smukt, at det er næsten til at blive helt rørstrømsk over. Lige nu er trækfuglene borte, men til gengæld kan man glæde sig over nogle af Danmarks mest spændende fugle, der yngler ude på de lave revler - havternerne, der overfladisk set kan minde om små måger, men er meget mere elegante med deres lange vinger og lange hale. Havternen er den fugl i verden, der foretager det længste fugletræk. Den yngler langs kysterne i hele Nordatlanten med sydgrænse i Danmark og videre mod nord til deres yderste Nordgrønland - kun 900 km syd for Nordpolen. Når de danske terneunger i flyvefærdige midt i juli, og ternerne bryder op fra deres kolonier, er det startskuddet på naturens mest imponerende odysse. Først trækker fuglene mod vest - ud til det åbne Atlanterhav, hvor de mødes med andre havterner, hvoraf nogle kommer helt fra Grønland og Svalbard. Derpå flyver ternerne ned gennem Atlanterhavet på langs. Det storstilede træk mod syd standser først, når de er nær ved Sydpolen, men det er kun for foretage en kursændring, for nu begynder havternerne at flyve rundt om Sydpolen. Ruten er nu mod øst, idet de flyver syd om Sydafrika og derpå passerer syd om Australien og New Zealand og til sidst syd om Sydamerika, og så er fuglene tilbage i det sydligste Atlanterhav. I marts måned er havternerne i færd med endnu en gang at flyve fra den ene ende af Atlanterhavet til den anden, så de midt i april kan være tilbage på deres elskede revler ved Gerå og Aså. Lige nu har ternerne små unger ude på revlerne, for de har travlt, hvis de nå skal at yngle i de få måneder, de er i Danmark. Man bør lade være med at forstyrre dem og holde sig fra revlerne, indtil terneungerne om en uge er eller to er flyttet hjemmefra. Når selv uden terner ligger revlerne aldrig øde hen. Når ternerne er borte, begynder de første vadefugle at ankomme på deres træk mellem yngleområderne i Lapland og Sibirien og vinterkvarteret i troperne. Ved Gerå er der altid noget at se på.