... og med god samvittighed

kogebog Gordon Ramsay: “Fastfood med god samvittighed” # # # # # ¤ - GOD FASTFOOD drejer sig om at bruge de allerbedste råvarer. At finde en god slagter, fiskehandler og grønthandler. Ambitiøst? Ja, men ikke umuligt, hvis man hedder Gordon Ramsay og er en af det britiske køkkens største stjerner i disse år. Og den engagerede kok, som indtil videre har modtaget 12 Michelin-stjerner på sine restauranter, har høje idealer om, hvad man bør købe og servere. Et engagement, der skinner tydeligt igennem, når han råber, skriger og bander sig gennem madprogrammer som ”Hell’s Kitchen” og ”Ramsay’s Kitchen Nightmares” og som også kan ses i hans nye kogebog ”Fastfood med god samvittighed”. Bogen kommer samtidig med Nigella Lawsons ”Nigella Ekspres”, og selv om der er mange ligheder mellem de to kogebogsskribenter, er der mindst lige så mange forskelle. For hvor Nigella Lawson ikke går af vejen for at bruge halvfabrikata i sine opskrifter, så er Gordon Ramsay et nummer mere ambitiøs. Alligevel vurderer han selv, at alle opskrifterne i den nye kogebog kan laves på mindre end en halv time – hvis man vel at mærke har gjort lidt forberedelser i form af et fyldt spisekammer. Han gennemgår derfor, hvilke basisvarer, man altid bør have inden for rækkevidde, og hvordan man kan lave smarte smutveje, når det skal gå stærkt. Selve opskrifterne er inddelt i 15 kapitler med fem retter i hver – eksempelvis fem supper, fem fiskeretter og fem salater. Det er nemt og overskueligt med trindelte instruktioner. I det hele taget er bogen gennemorganiseret med flere registre, så man kan slå op efter ingredienser eller type. ”Fastfood med god samvittighed” er en både flot og inspirerende kogebog med farvede sider, store billeder og tykt papir. Og selv om rejer med appelsin og tequila eller salat med lun blodpølse og vagtelæg måske ikke den typiske opfattelse af fastfood hos menigmand, så sætter Gordon Ramsay sig for en gang for alle at bevise, at man godt kan lave spændende mad, også når det skal gå stærkt. Det lykkes til fulde, og om man i øvrigt kan lide den bramfrie koks machostil, så er det i hvert fald svært ikke at overgive sig til hans fastfood-koncept. Katrine Schousboe katrine.schousboe@nordjyske.dk Gordon Ramsay: “Fastfood med god samvittighed”. 256 sider, 299,95 kr., Lindhardt og Ringhof.