Og så bruger de ikke engang vand

Hjørring Kommunes nye rengøringskorps gøre rent med fugtige klude med sæbe

EMNER 15. februar 2005 05:00

HJØRRING: De bruger ikke engang vand. Der er en del erfarne husmødre, der i disse uger forundres lidt, når det nye rengøringskorps i Hjørring for første gang træder ind ad døren for at gøre rent. - Det er lidt mærkeligt, erkender Ellen Pedersen ved sit første besøg af rengøringsassistenterne Kira Jensen og Inge Steffensen. Det manglende vand skyldes, at rengøringskorpset gør grønt rent. - Det betyder, at man benytter specielle mopper og klude, som vaskes og til sidste skylles i en særlig sæbe. De tages fugtige med ud til brugerne, forklarer Annette Hastrup, som leder det nye rengøringskorps, der gør rent for de ældre, som kun er visiteret til rengøringshjælp. Rengøringsassistenterne i det nye korps er i disse uge rundt og præsenterer sig for første gang overfor brugerne. Med sig har de foruden kludene spande - en grøn til rene klude og en blå, hvor de snavsede klude lægges i efter brug. - Vi skulle jo nødig slæbe bakterier med fra rum til rum, siger Kira Jensen. Annette Hastrup siger, at ved at gøre rent med de fugtige klude, så slipper rengøringsassistenterne for mange tunge løft og vrid i løbet af en dag. Metoden med grøn rengøring blev først opdaget og siden anvendt på plejehjemmet Fynsgade fra 1. oktober 2001. Det nye rengøringskorps har hjemme på Vellingshøjcentret, hvorfra rengøringsassistenterne går ud med de rene klude om morgenen. - Det er rart, at vi er to ude hos borgeren, siger Inge Steffensen, som sammen med Kira Jensen har delt arbejdet fast op, så den ene tager badeværelse, mens den anden støvsuger. - Næste uge bytter vi så, erklærer Kira Jensen. Det at medarbejderne i det nye rengøringskorps arbejder to og to sammen, gør, at der altid er mindst én med, som brugeren kender. Til gengæld får brugeren kun gjort rent i halv så langt tid.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...