Lokalpolitik

Og så til sandheden - igen

Af HenningG. Jensen Borgmester (S) ELSAM: V-formand Kristian Andersen og jeg har igennem nogen tid korresponderet her på siderne. Jeg er blevet beskyldt for nogle ting, som ikke er korrekte og har derfor et par gange forsøgt at fortælle, hvordan forholdene om Aalborg Kommunes salg af Elsam-aktierne faktisk hænger sammen. Jeg har to gange opfordret Kristian Andersen til at svare på et par spørgsmål her i avisen - senest den 4. oktober. Da han åbenbart ikke ser sig i stand til at svare på to simple spørgsmål, vil jeg hermed give de sande svar - det skylder både han og jeg nemlig de interesserede læsere, som måske har fulgt med i vores korrespondance. Da 27 ud af byrådets 31 medlemmer står bag salget af aktierne i Elsam, vil jeg mene, at et stort flertal i byrådet står bag salget af Elsam-aktierne. På baggrund af et skriftligt forslag fra mig besluttede de samme 27 medlemmer, at renteindtægterne (105 mill. kr.) fra aktiesalget skulle anvendes til nedsættelse af nettaksten. Jeg beklager selvfølgelig, at V-formanden - på trods af adskillige opfordringer - ikke selv kunne komme med de rigtige svar - men jeg betragter hermed diskussionen som afsluttet!?