EMNER

Og snakken går...

TEMPERAMENT:Sprog er i allerhøjeste grad et spørgsmål om temperament. Er det for eksempel rimeligt, at nogle putter "rimeligt" ind alle steder i deres daglige omgang med sproget? Som Erik Brindt, Spiren 18 i Gistrup, skriver: "Jeg er selv en af dem, der har undret sig over, hvordan ordet "rimeligt" bliver brugt forkert – i hvert fald i mine ører. Når en knøs fortæller, at "han er rimelig god til fodbold", mener han, at han er mellem de bedste. I mine ører er han bare acceptabel til sporten"... Andre læsere falder over den udbredte brug af "et eller andet sted" og "lidt": "Et eller andet sted er det sådan, at statsministeren kan blive nødt til at udskrive valg". Hvorfor ikke bare: "Statsministeren kan blive nødt til at udskrive valg"? Hvad angår "lidt" har en læser, Jens Lybech, bemærket, at det sniger sig ind overalt i et tv-program som "Aftenshowet": "Vi snakkede lidt lige før om". Justitsministeren er i "Jersild Live" blevet taget i at sige: "Der er lidt en tendens til". Og i "Den store dag" (om at lære at danse brudevals) siger danselæreren på et tidspunkt: "Det er ligesom at lære at cykle. Når man først har lært det, glemmer man det ikke lidt..." Måske skulle vedkommende have sagt: "Glemmer man det ikke så let"... Sommetider viser temperamentet sig helt ned i nuancerne. Modne/ældre læsere (seere, lyttere) peger på, at ingen taler mere. Alle snakker. Selv om snakker – i hvert fald for de modne/ældre – virker væsentligt mindre forpligtende end at tale. Snak ligger kun få millimeter fra sludder og vrøvl og rygter, og i Nudansk Ordbog optræder "snak" da også i flere betydninger, en af dem vrøvl: "Det er noget snak". Som ordtornadoen Johannes Møllehave for nylig skrev i Kristeligt Dagblad: "Enhver dansker oplever ordet snak som noget løsagtigere end ordet tale. Man kan for eksempel sige "ja, du snakker!" eller "snakken går", snakken er mere automatisk end talen. Man siger for eksempel: "Jeg skal hjem og skrive på min tale", derimod ikke "Jeg skal hjem og skrive på min snak". For egen regning kan jeg give et andet eksempel på, at tale er mere højtideligt og forpligtende end snak. Det hedder: "Børn skal lytte efter, når de voksne taler" - ikke "Børn skal lytte efter, når de voksne snakker", for i det sidste eksempel behøver man ikke nødvendigvis at tale alvorligt. En helt anden snak(!) er den meget store forskel på at grine og le. For mange modne/ældre er grin det grove, mens le er det lette. Derfor studser en del læsere (lyttere, seere), når det gang på gang i et interview hedder om personen, at vedkommende griner: "Det skal nok blive sjovt, griner skuespilleren". På mange virker det groft sammenlignet med det finere- og sjældnere - at le.