Lokalpolitik

Også bevillinger til Fjerritslev

"Fjerritslev, hvad nu?" var overskriften i en artikel i NORDJYSKE lørdag den 28. marts. Heri står, at bevillinger fra Jammerbugt Kommune ikke kommer til Fjerritslevområdet.

Otto Kjær Larsen.

Otto Kjær Larsen.

Det er en sandhed med modifikationer, for Fjerritslev Skole er udvidet, bofællesskabet Krabben er blevet bygget, ældreboliger i Fjerritslev er renoveret, ældreboliger i Klim er ved at blive renoveret, alt sammen noget, den afgående kommunalbestyrelse i Fjerritslev Kommune bragte med til den nye kommune. Her har sammenlægningsudvalget sagt god for bevillingerne, og de er blevet udført. I det seneste par år har Jammerbugt Kommune støttet projektet omkring Han Herred Havbåde og vil også i fremtiden, og så sent som på kommunalbestyrelsens møde torsdag 26. marts blev det besluttet at købe Tinghuset. Et hus, som Fjerritslevområdet forhåbentlig vil få megen gavn af. Der er ingen tvivl om, at der fortsat skal arbejdes hårdt for, at udviklingen af Jammerbugt Kommune bliver positiv - også for Fjerritslevområdet. I artiklen bliver der appelleret til sammenhold - det vil jeg gerne bakke op. Skab synergieffekter ved sammenhold i såvel Fjerritslev som øvrige dele af Jammerbugt Kommune. Af Otto Kjær Larsen, Toftholmvej 124, Fjerritslev, medlem af Jammerbugt Kommunalbestyrelse (V).