Også ekstra skat på de ordblinde?

Far, skal vi ikke prøve at købe nogle af dem for at se om vi kan vinde?

EMNER 9. oktober 2006 20:49

Sådan hørte jeg for nogle år siden en køn, lyshåret dreng spørge ved kassen i Brugsen i Gistrup, hvor der lå nogle skrabelodder fremme i hans øjenhøjde. Faren var hurtig og svarede: ”Nej, vi vinder lidt hver uge fordi vi netop ikke bruger penge på spil.” Denne episode kom jeg til at tænke på i sidste uge. Her skrev aviserne at man i USA lige har forbudt pokerspil på internet. Det er første gang i lang tid at der er kommet en begrænsning i adgangen til spil. Da jeg var barn, var kun tipning tilladt, men siden er der i en uafbrudt strøm kommet kasinoer, Lotto, skrabelodder og en lang række andre spil som ingen rigtig har overblik over. Fælles for dem alle er at fiasko og succes i det store og hele afhænger af tilfældet. Man kan ikke beregne en sikker metode til at vinde. Derfor er den eneste sikre vinder dem der udbyder spillet, og statskassen, der får 50 % af indsatsen. Man påstår at de helt store spillere er personer der har brug for at vaske sorte penge hvide. Spiller man nemlig rigtig meget, vil man efterhånden få en fast brøkdel tilbage, altså resten af pengene efter at spillets udbyder og statskassen har fået sine penge. På den måde kommer kriminelle til også at betale skat. Det kan så være en trøst, men egentlig burde de jo slet ikke have adgang til at vaske deres sorte penge hvide. De andre spillere er formodentlig en blandet gruppe, nogle der spiller med store indsatser, og så hele vejen ned til dem der for spændingens skyld spiller nogle få rækker eller hvad det nu er, engang imellem. Det sidste er helt uskyldigt, men andre bruger mange penge, nogle så mange at det er sygeligt, og de lider af ludomani. De bliver udsat for flere fristelser i dag end da der kun var tipning som legalt spil. Det er naturligt at spørge om ikke forbuddet mod alle disse spil var udtryk for en gammeldags formynder-holdning. Folketinget havde dengang vedtaget at når nogle ikke kunne styre deres spilleri, skulle alles adgang til at spille begrænses. Og det måtte alle så rette sig efter. Siden da har vi oplevet en mere liberal epoke. Man er sin egen lykkes smed, ikke sandt, og hvis nogen ikke kan styre sig, må de selv tage ved lære når det går galt, og blive klogere. Nu ved vi mere om konsekvenserne. Nogle mennesker kommer galt af sted, flere gange, så de bliver altså ikke klogere. Og en række borgere bruger formodentlig flere penge på spilleri end klogt er, for at opleve spænding og holde live i drømmen om at kunne udvide sit økonomiske råderum drastisk. Hertil bidrager pressens rapportager om de heldige vindere og deres ofte letsindige dispositioner. (Som bekendt ender flere af dem som triste skæbner efter nogle år.) Hvis man har lært sandsynlighedsregning, kan man ret nemt regne ud at det ikke kan betale sig at spille. Og man kan videre regne ud at hvis nogen endelig ikke kan stå for fristelsen, er det klogest at spille ganske få lottorækker helt tilfældigt. Gevinst-chancen er også her mikroskopisk, men til gengæld er indsatsen også stærkt begrænset, og så bliver tabet over tid alligevel lille. Spilleriets omgang viser at mange ikke har lært sandsynlighedsregning. Dvs. at de mange hasardspil der nu blomstrer, reelt er en ekstra skat på en særlig befolkningsgruppe. Det er egentlig utroligt at det bliver accepteret. Forestil Dem, kære læser, reaktionen hvis det tilsvarende blev foreslået at man skulle lægge en særlig skat på ordblinde! [ Søren Hindsholm er rektor på Nørresundby Gymnasium og Hf. Født 1958 i Dronninglund, student Thisted Gymnasium og HF 1977, studieophold University of Cambridge 1982-83, cand.mag. Aarhus Universitet 1990 (latin, fysik, oldtidskundskab). E-post: s@hindsholm.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...