Også en slags sommerdag

Fødevarer 4. juli 2003 08:00

ATTRUP HAVN: Sommeren er aflyst - i hvert fald midlertidigt. På Attrup Havn hænger skyerne blytungt over fjord og land, og udsigten til Aggersundbroen er ude af drift. Mennesketomme sejlskibe og motorbåde ligger og trykker sig for de kaskader af regn, som blæsten kaster ind over molen, og de få bilister, som holder parkeret, måske i et lønligt håb om at nyde en smule udsigt, holder klogeligt vinduerne lukket og viskerne i fuld sving. Det bliver kort sagt ikke den sol-sommer-og-vejrbidte-lystsejler-reportage, Deres udsendte egentlig havde tænkt sig. Kun to sejlere har valgt at lægge deres vej inden om Attrup på denne smådeprime julidag, hvor selv mågerne skriger højere end normalt. Vel er begge sejlere solbrændte og vejrbidte, men den ene er tysker og således uden for sproglig rækkevidde, mens den anden allerede er på vej ud igen. - Jeg ville bare ind i læ for regnen. Jeg har ikke været i Attrup før. Nu skal jeg lige have lidt at spise, og så sejler jeg videre, fortæller Bjarne Kristensen fra Holbæk. Han er alene på et fire-ugers togt, og som gammel morsingbo skal han lige opsøge familien på Nykøbing Mors, inden turen går videre til Norge og Sverige. Børnene støder til undervejs. Trygt inde i klubhuset i ly for vejrgudernes ubehøvlede adfærd tager Svend Erik og Lisbeth Jensen hjerteligt imod gæsten. Det er deres første sæson som forpagtere af Attrup Havnekiosk og Grill, men de har tilsyneladende lært lynhurtigt af de foreløbige erfaringer, og Svend Eriks mange år på Skovsgaard Hotel spiller vel også ind. I hvert fald er Lisbeth hurtigt i gang med at tilberede en menu med bøf og frisksnittet salat til Bjarne Kristensen, mens Svend Erik har serveret en øl og allerede er faldet i snak med sejleren på kort gæstevisit. - Jeg serverer tit for gæsterne, men går Svend Erik ind, bliver han hængende og snakker, griner Lisbeth. At gæsterne bliver vartet op i alle ender af kanter, fremgår af historien om sejleren fra Bornholm, som nyligt lå i Attrup Havn i 10 dage og nød godt af Svend Erik og Lisbeths første høst af jordbær og af de nye kartofler og frikadeller, Lisbeth tilberedte specielt til ham. - Han skulle da ikke have det samme grillmad hver dag, forklarer Svend Erik. På samme måde har Lisbeth allerede stillet sin cykel til rådighed for tyskeren, så han kan få provianteret i land. Intet under, at tyskeren kvitterer med et stort smil, en underskrift på leje af tre døgns kajplads og et dybfølt: - Es ist so wunderschön hier. Gik der ikke lige en sol for skyen?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...