Også folkeafstemning i Aalborg om struktur

Hals 1. september 2004 06:00

STRUKTUR: Der er tilsyneladende gået selvsving i debatten mellem en række byådsmedlemmer i Aalborg om, hvorvidt Aalborg kommune skal lægges sammen med en række andre nordjyske kommuner. Selv om det selvfølgelig altid er sjovt med lidt intern mudderkastning i Venstre, synes Enhedslisten, det er på tide, at det bliver slået fast, at Aalborg kommune selvfølgelig ikke skal slås sammen med andre kommuner, uden at borgerne er blevet hørt. Derfor opfordrer vi til, at byrådet nu slår fast, at der ikke bliver nogen udvidelse af Aalborg kommune, uden at borgerne er blevet hørt gennem en folkeafstemning i lighed med, hvad man har planlagt i en række andre nordjyske kommuner. Vi vil ikke i denne sag behandles dårligere end borgerne i f.eks. Hals kommune. I Enhedslisten mener vi, at det vil være skadeligt både for demokratiet i Aalborg og for udviklingen i Nordjylland, hvis Aalborg kommune bliver større. Der er ikke brug for øget centralisering. I stedet synes vi, at magten i Aalborg skal decentraliseres, sådan at valgte lokalråd på en række områder for mulighed for at administrere lokalområder og landsbyer. Et sådant forslag kunne også inddrages i en sådan folkeafstemning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...