Også grusomt at dræbe køer og grise

For dyreværnsaktivister er det grusom nedslagtning, men for japanere er det en livslang tradition, når de i denne uge tager hul på den årlige delfinjagt

Truede dyrearter 13. september 2009 06:00

Hvert år indfanger japanske fiskere i motorbåde omkring 2000 delfiner i en lille, stenet bugt i den maleriske kystby Taiji i det sydøstlige Japan. Her dræber de havpattedyrene med harpuner, og kun et lille antal bliver skånet med henblik på videresalg til landets store akvarier. Men i år er den lille by kommet i det globale søgelys efter offentliggørelsen af den amerikanske dokumentarfilm "The Cove". I filmen, der har været adskillige år undervejs, har et hold af kameramænd, dykkere og andre eksperter brugt skjulte kameraer og andet teknisk udstyr til at dokumentere jagten på delfinerne. Filmen har vundet adskillige internationale priser, og i sidste måned besluttede den australske by Broome at annullere Taiji som venskabsby på grund af de voldsomme optagelser. - Delfiner er meget intelligente. De er selvbevidste lige som gorillaer og mennesker, forklarer den 69-årige aktivist Ric O'Barry. Han trænede i 1960'erne delfiner til den populære amerikanske tv-serie "Flipper". I dag argumenterer han imidlertid for, at delfinerne skal have lov til at leve frit i havene. - For mig er det at dræbe dem meget, meget... Han standser og tilføjer så blot: - Jeg kan ikke se formålet. Vestens fordomme I Taiji, der har omkring 3700 indbyggere, møder man den globale fordømmelse af delfinjagten med manglende forståelse - og vrede. - Hvis det er grusomt at dræbe delfiner, så er det også grusomt at dræbe køer og grise, siger Hiromitsu Taniguchi, en 41-årig maler, mens flere af hans venner nikker indforstået. - Jeg lærer aldrig at forstå disse vesterlændinges argument. De spiser kvæg, svin og høns. Vi spiser delfiner og hvaler. Sådan er det, konstaterer han. Fiskerne og byens embedsmænd vil ikke tale med journalister og henviser til de udbredte fordomme, som medierne efter deres opfattelse også bærer præg af. - Hvis vi forklarer vores holdninger til journalisterne, så skærer redaktørerne vores synspunkter væk, og resultatet er historier, der udelukkende støtter aktivisterne, lyder det fra en ansat i et af byens fiskekooperativer. Fiskerne i Taiji har jaget delfiner og hvaler siden det 17. århundrede, og byen er fyldt med monumenter med havpattedyr. Filmens instruktør, Louie Psihoyos, giver dog ikke meget for fiskernes argument om, at delfinjagten er en del af en flere hundrede år gammel tradition. - I USA havde vi også en gang en meget ældre tradition for slaveri og for ikke at tillade kvinder at stemme, siger han. Midt i den rasende debat tog Taijis fiskere tidligere på ugen hul på deres årlige jagt. Den første dag fangede de omkring 100 delfiner og 50 grindehvaler. Første 100 skånes Fiskerne forventer at sælge 50 delfiner til akvarier rundt om i Japan, mens resten bliver sluppet fri igen. Hvalkødet vil blive solgt til fortæring, oplyser en embedsmand fra det lokale fiskerikooperativ. Embedsmanden afviser, at det er det internationale pres, som har fået fiskerne til at undlade at slagte delfinerne. - Vi har ikke besluttet at slippe den resterende del af delfinerne fri, fordi der har været protester mod delfinjagt fra dyreværnsaktivister, siger embedsmanden, der ikke ønsker at oplyse sit navn. Aktivisten O'Barry har flere gange understreget, at hans budskab ikke er anti-japansk. Han siger selv, at han ønsker at beskytte japanerne, fordi delfinkødet, som engang blev serveret som skolemad i Taiji og stadig sælges andre steder i Japan, har et højt indhold af kviksølv. Instruktøren af filmen The Cove, der endnu ikke har været vist i japanske biografer, understreger også, at den ikke skal opfattes som et angreb på det japanske folk. - Jeg tror, at et forbud mod drab på delfiner vil være en win-win-situation for både delfinerne og for den japanske befolkning, lyder det fra Louie Psihoyos.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...