Lokalpolitik

Også huse til rimelige priser

SKAGEN:- Alle tror, at boligerne i Skagen Kommune er meget dyre, fordi nogle meget dyre Skagen-huse trækker gennemsnitspriserne op, men det er ikke rigtigt, og det skal vi gøre mere ud af at fortælle vores omgivelser, så vi kan få flere til at bosætte sig i kommunen. Det sagde kommunaldirektør Johan Hessellund, da han på strategikonferencen på Color Hotel Skagen i sidste uge skulle fortælle, hvad arbejdsgruppen omkring bosætningsstrategi var nået frem til. Gruppen nåede også frem til, at der er hårdt brug for et kulturhus med biograf samt et ungdomshus, hvis flere nye borgere skal trækkes til og de nuværende blive i kommunen. Gruppen lægger desuden op til en charmeoffensiv over for udvalgte grupper, og der kom også en ide frem om i samarbejde med de lokale boligforeninger at tilbyde midlertidige lejeboliger til folk, der overvejer at flytte til Skagen. En anden ide, der kom frem på mødet, var en velkomstpakke, som kunne være alt fra et halvt års gratis medlemsskab af en eller flere foreninger til velkomstmiddag og en guided tur rundt i kommunen. - Vi skal forsøge, at fastholde de, der bor i kommunen, samtidig med at vi skal tage nye initiativer til at få flere folk til at flytte til byen, og så skal vi desuden gøre en særlig indsats, når de har besluttet sig for at blive borgere i Skagen Kommune, fastslog kommunaldirektøren. En anden arbejdsgruppe har specielt set på markedsføringen af Skagen Kommune i forhold til bosætningsmuligheder. Herfra var meldingen, at man gerne vil tiltrække flere børnefamilier ved blandt andet at slå på de mange forskellige bomuligheder, men andre aldersgrupper er selvfølgelig også meget velkommen. - Vi skal også satse på mere fællesskabsorienterede boformer, vi skal gøre opmærksom på vores dejlige natur, og vi skal markedsføre Skagen-området som stedet, hvor man kan blive plejet og nusset, fastslog Ole Fisker, der har svært ved at finde noget andet sted i Danmark, hvor man på samme tid kan byde på så meget nærvær og storbyens puls i højsæsonen. - Og så skal det altså være sjovere at bo i Skagen Kommune i fremtiden. Derfor skal vi have et kulturhus, og vi vil have en klar byrådsudmelding om, hvordan det skal ske, fastslog Ole Fisker.