Også Julehjælp i år....

Hans Henrik Rasmussen
Der er begyndende travlhed hos Røde Kors Hadsund, der modtager ansøgninger frem til 1. december. Arkivfoto.
16. november 2016 06:00

Julen er børnene og hjerternes fest. Men mens de fleste mennesker glæder sig til julen, er højtiden for udsatte familier forbundet med ekstra store bekymringer. Der er måske ikke råd til julemad eller gaver til børnene.

For de udsatte familier og ikke mindst for børnene, er julen lig med følelsen af at stå helt udenfor. Derfor vil Røde Kors i Hadsund ligesom tidligere uddele julehjælp.

- Allerede nu er vi begyndt at modtage ansøgninger, og vi oplever igen i år et støt stigende behov, siger Astrid Giversen og Laila Larsen. - Vi håber derfor at kunne hjælpe 75 familier med julehjælp i år - 20 familier mere end sidste jul. I Røde Kors i Hadsund har vi valgt at fokusere på udsatte børnefamilier, når det gælder årets julehjælp.

Man kan ansøge gennem AKT personerne på skolerne eller ved at hente og aflevere et ansøgningsskema i Røde Kors butikken på Krügersgade i Hadsund. Seneste frist for at aflevere ansøgning er den 1. december 2016.

Røde Kors Hadsund håber naturligvis at kunne hjælpe alle trængte børnefamilier, der ansøger om julehjælp. Men skulle behovet overstige vores ramme på 75 familier, må vi udvælge de mest trængte. Er man blandt de heldige, modtager man et brev fra Røde Kors i Hadsund først i december. Dette brev skal man gemme og medbringe 23. december som dokumentation, når julekurvene udleveres på kulturcenteret i Hadsund. Der vil også meddeles i brevet om tidsrum for afhentning af julekurven.

Julehjælpen består helt konkret af en kasse fyldt med madvarer samt diverse donationer, som udvalget har kunnet søge hjem til formålet fra kendte firmaer og lokale butikker. Røde Kors i Hadsund støtter i år hver julekurv med 700 kr, som er et resultat af solgte genbrugsvarer i butikken.

Men i Røde Kors kan vi ikke løfte projektet alene. Vi har brug for at hele byen støtter op! Julehjælp handler netop om det nære, at de børn og familier, vi møder i vores hverdag, i supermarkederne, på gaderne, til svømning, i skolen osv. også kan se frem til en god jul.

Derfor er vi i juleudvalget i Røde Kors i Hadsund på færde i disse dage for at rende så mange aftaler i hus som muligt, for at kunne gøre julekurvene ekstra indbydende også i år. Heldigvis har vi gode gamle aftaler at trække på, som allerede er gået i aktion med at hjælpe os. F.eks. forhandler Meny i Als vores varer hjem til os, pakker og bringer de mange varer ud og opstiller på egen hånd indkøbsvogne til donationer. Der er mange måder hvorpå, man som handlende kan hjælpe og gode ideer modtages med kyshånd.

Ligesom uddelingen af julehjælp sidste år gav god omtale i mange medier, vil vi også i år sørge for presseomtale til alle, der hjælper med at julehjælpe. "Når nøden er størst"..... skulle hjælpen gerne være nærmest. Derfor er vi glade i Røde Kors, ikke mindst for imødekommenhed, men også for donationer, når vi lige om lidt banker på døren for lidt fyld til årets kurve.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...