EMNER

Også større byer uden godt internet

HEF parat til at rulle fiber ud langs Limfjorden til Løgstør næste år

Næste år bliver Nibe koblet på HEF’s fibernet.?Arkivfoto: Ajs Nielsen

Næste år bliver Nibe koblet på HEF’s fibernet.?Arkivfoto: Ajs Nielsen

NIBE:Man behøver ikke bo langt ude på landet for at savne en god internetforbindelse efter Skylines konkurs.

- Selv Aalborg Kommunes næststørste by, Nibe, står også uden fiberforbindelse, og det sætter Nibes erhvervsliv tilbage, mener Svend Christensen fra Fotograferne Nibe.
Han har behov for at sende store mængder fotos via nettet, men er henvist til at bruge YouSee, som anvender TDC’s kobbernet, eller en trådløs forbindelse som eksempelvis Telia’s 4G.
Men han vil meget hellere have en fiberforbindelse, som han finder både hurtigere og billigere, men det er ikke muligt.
Himmerlands Elforsyning (HEF) har ganske vist lagt fiberkabler ud i et erhvervsområde i byen, men i resten af byen er det ikke muligt at blive koblet på:
- Når man kontakter HEF, får man bare at vide, at de ikke ved, hvornår det sker. Det virker, som om HEF slet ikke er interesseret i at levere bredbånd, konstaterer Svend Christensen fortørnet.
Men der sker snart noget, lover Mads Delmar, der er direktør for HEF Fibernet:
- Vi er i gang med at etablere en streng fra Aalborg og helt til Løgstør, og i den forbindelse kobler vi de byer på, som vi passerer alligevel. Det er sådan nogle som St. Restrup, Frejlev og Nibe.
Mads Delmar forklarer, at Nibe har været prioriteret lavere end mange andre steder, fordi HEF i første omgang har valgt at arbejde i firmaets eget elforsyningsområde:
- Det er velkendt, at et fibernet økonomisk set ikke er attraktivt de første år efter etableringen, og derfor har vi først og fremmest valgt at tilgodese de elforbrugere, som har været med til at skabe vores formue, nemlig dem i vores eget forsyningsområde, så vi har efterhånden bredt vores net ud mange steder i Himmerland.
- Imidlertid har Nibe sin egen elforsyning, og derfor har vi ventet med at etablere et net i byen. Men nu skal vi altså videre ud, og så ligger Nibe jo lige på vejen, siger Mads Delmar.
Han understreger, at det står ethvert firma frit for at etablere fibernet, hvor det har lyst til at gøre det, men at det formentlig på grund af konkurrencesituationen i Nibe ikke har været interessant for andre heller.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.