Også støtte til klima-eksport

NORDJYLLAND:Nordjyske virksomheder står på spring til at få del i de mange millioner kroner, som regeringen har sat af til at forbedre dansk klimaeksport. Pengene er øremærket til, at Eksport Kredit Fonden kan påtage sig et større garantiansvar og i visse tilfælde også yde lån til eksport af kilma-projekter. Siden efteråret 2008 har EKF specifikt støttet eksport af klimateknologi. I begyndelsen af april blev ekstra 200 millioner kroner øremærket til formålet. Det betyder, at EKF fremover kan påtage sig øgede risici og dermed garantere klimaeksport for op mod en milliard kroner mere end hidtil. Garantierne vil i nogle tilfælde være afgørende for danske virksomheders muligheder for at eksportere. Blandt de nordjyske virksomheder, der kan få gavn af støtten, er Logstor. Koncernen, der har hovedsæde i Løgstør, er en af verdens førende koncerner inden for fjernvarme og snart også fjernkøling - begge dele særdeles energibesparende i forhold til andre teknologier. - Vi ser særdeles positivt på de muligheder, eksportstøtten giver os. Konkret er vi allerede i gang med at undersøge, om vi kan få støtte til et projekt i Rusland, oplyser Logstors kommunikationsdirektør Kurt Weis. Længere ude i fremtiden kan også G20-aftalen få betydning for Logstor, der årligt omsætter for 2,4 milliarder kroner, hvoraf 80 procent stammer fra eksport. - Hvis G20-topmødet kommer til at betyde, at der for alvor bliver investeret i at reducere CO2-udledningen, kommer det til at berøre os. Det er helt oplagt, siger Preben Tolstrup, administrerende direktør for Logstor. En anden af de nordjyske virksomheder, der holder skarpt øje med mulighederne for eksportstøtte, er Nordjysk Elhandel. - Det vil dog typisk ikke være os selv, men de partnere, vi samarbejder med, som får gavn af garantierne, siger specialist i klimaprojekter og handel med CO2-kvoter, Rene Treumer Andersen, Nordjysk Elhandel.