EMNER

Også straf til pædagoger?

DRABSSAG:Otte års fængsel fik en 17-årig mand for drab og voldtægt af en 85-årig dame. Men hvilke straf får pædagogerne på institutionen, hvor den dengang 15-årige var anbragt? De er jo indirekte ansvarlig for forbrydelsen. Der er vel næppe mange, der synes, at det er særlig pædagogisk at invitere en utilpasset dreng med til karneval, hvor druk og narko er en del af festlighederne. Men at pædagogerne forlader festlighederne og efterlader drengen alene uden opsyn, bør ikke kunne ske, uden det ansvarlige personale drages til ansvar for deres forsømmelse. Der er noget der tyder på, at de ikke var deres ansvar bevidst. Der er mange dygtige og ansvarlige pædagoger, men der er også en del, der absolut ikke er egnet til jobbet. Det har undret mig, når jeg i tv har set udsendelser fra institutioner, hvor unge har virket påvirket af stoffer - hvor de næsten ikke har kunnet tale rent, og sløret i blikket. Hvorfor tillader pædagogerne dette? Er det berøringsangst og ønsket om husfred? Kommunerne bruger en meget stor del af budgettet på anbringelse af børn og unge på institutioner, og som skatteborger synes jeg der bør stilles krav om kvalifikationer til det personale, der skal varetage ansvaret og opdragelsen af disse unge mennesker. Det ville måske være en fordel, at ansætte personale fra andre faggrupper, som er bedre egnet til at sætte grænser. Hvis borgerne i fremtiden skal kunne leve uden frygt i eget hjem, så skal den inkonsekvente pædagogik ændres.