Rosport

Også tilskud til ”de gamle”

Håndbremsevending giver lokalestøtte til medlemmer over 25 år

Ældre medlemmer  i f.eks. badmintonklubber, her Hadsund Badmintonklub, skal alligevel ikke koste fradrag i det kommunale lokaletilskud til foreningen. arkivfoto: Lars Pauli

Ældre medlemmer i f.eks. badmintonklubber, her Hadsund Badmintonklub, skal alligevel ikke koste fradrag i det kommunale lokaletilskud til foreningen. arkivfoto: Lars Pauli

MARIAGERFJORD:Med et fast greb i håndbremsen vende kultur- og fritidsudvalget i Mariagerfjord Kommune rundt og vil alligevel ikke give børn og unge særbehandling, når det gælder uddeling af lokalestøtte til foreninger. Derfor slipper en række af især Hadund og Arden Kommunes foreninger for en smertefuld reduktion i deres kommunale tilskud. Udvalget har besluttet, at det procentvise lokaletilskuddet til f.eks. håndboldklubber og spejdere er det samme, uanset hvor mange medlemmer i foreningen, der er over 25 år. Så sent som i sidste uge lød indstillingen fra udvalget, at man politisk ville prioritere børn og unge, og derfor skulle foreningerne have reduceret deres lokaletilskud svarende til andelen af medlemmer over 25 år. - Jeg kan da godt forstå, hvis nogen beskylder os for politisk vægelsind. Men det er meget vanskeligt at finde en model, hvor ingen forgyldes helt vildt, mens andre mister mange penge, siger Erik Kirkegaard Mikkelsen (K), Mariager, der er formand for kultur- og fritidsudvalget. Køber tid Udvalget har tænkt sig at købe tid til at træffe den rette, tunge beslutning. Derfor skal modellen for lokaletilskud kun gælde i 2007. - Så har vi hele næste år til at finde frem til en permanent ordning, siger Erik Kirkegard Mikkelsen. Beslutningen skal konfirmeres af Mariagerfjord Kommunes sammenlægningsudvalg. Inden da vil kultur- og fritidsudvalget vende sagen med det nyvalgte folkeoplysningsudvalg. - Vores indstilling er udgangspunkt for en drøftelse med folkeoplysningsudvalget. Hvis det har en masse gode idéer, kan det godt være, vi ændrer beslutningen, siger udvalgsformanden. Idrætsråd vil høres Arbejdsgruppen bag Mariagerfjord Kommunes Idrætsråd, som forventes at blive stiftet på et møde i Ouehallen i morgen aften, tripper også for at komme på banen omkring den varme sag, som lokaletilskuddet er blevet. - Vi synes ikke, at politikerne har forsøgt at lytte til foreningerne. Vi vil gerne i dialog med kultur- og fritidsudvalget for at bidrage med informationer om konkrete konsekvenser, omlægningen af tilskuddet kan få for foreninger. De nye Mariagerfjord-politikere kender ikke alle lokale forhold. Det gør vi, siger Knud Erik Jensen, formand for Hadsund Roklub og medlem af arbejdsgruppen bag det nye idrætsråd. Erik Kirkegaard Mikkelsen siger, at udvalget kun har tænkt sig at holde møde med folkeoplysningsudvalget, fordi det repræsenterer alle foreninger, både idrætsforeninger og spejdere.