Kunst

Oh happy day!

glad kunst - det er svært ikke at blive smittet, stillet over for Anne Marie Johansens billeder, der kan ses på Galleri Nordenvind p.t. Foto: Bent Jakobsen

glad kunst - det er svært ikke at blive smittet, stillet over for Anne Marie Johansens billeder, der kan ses på Galleri Nordenvind p.t. Foto: Bent Jakobsen

SÆBY:Hvis ikke en (muligvis støvet) bureaukrat et sted i Vejdirektoratets (måske skumle) korridorer var kommet på den ide, at Anne Marie Johansens skulptur "Englen" ville udgøre en overhængende fare for trafiksikkerheden i Ravnshøj og allernærmeste omegn, så ville hendes navn nok ikke være helt så meget på manges læber i Frederikshavn og lidt større omegn, som det er. En engel der, selv om det kan synes sådan, ikke bare er landet og har materialiseret sig på marken uden for den lille landsby sådan ... ud af den blå luft. Solen, månen og stjernerne i Englen rækker direkte tilbage til Anne Marie Johansens tidligere produktion, der er udført med begge ben solidt plantet i den blå luft; eller er det den røde? Eller den gule? Ja, for hvem siger, at luft nødvendigvis er blå - nej vel? Men uanset hvilken farve, himmelens luft antager, så er den fyldt med dyr, der sejler rundt i det store alt, som ikke er tomt i Anne Marie Johansens verden. Det er tværtimod fyldt med, ja ... flere dyr, fulde af håb, gode ønsker og kærlighed; i hvert fald hvis man spørger børnene. Mariehøns. Og humlebakkebier, der vist er en speciel aalborgensisk variant. Og hvem siger, at man skal nødvendigvis skal sætte en masse ord på tryk, når nu katalog nummer 1 sådan set siger det hele: Oh happy day! I enhver henseende. Det var så godt nok solgt allerede inden ferniseringen på Johansens udstilling i Galleri Nordenvind - hvilket er til at forstå. Et sted derude venter man glæden.