Oh, kom dog hjem

Luftrummet over Svend Aage Christensen er dagligt fyldt med brevduer, som er hans store lidenskab. I dag går han rastløs og spejder mod syd efter sine duer, som er på kapflyvning fra Itzehoe. C

Luftrummet over Svend Aage Christensen er dagligt fyldt med brevduer, som er hans store lidenskab. I dag går han rastløs og spejder mod syd efter sine duer, som er på kapflyvning fra Itzehoe. C

Netop i dag går Svend Aage Christensen rastløs rundt derhjemme i haven med blikket rettet mod den sommerblå himmel, samtidig med at han fløjter og kurrer af hjertens lyst. Svend Aage Christensen går og venter på, at hans duer skal vende hjem fra Itzehoe i Tyskland. Akkurat som da Osvald Helmuth sang ”Kom hjem, kom hjem, oh kom dog hjem” i Dagmar Revyen 1949. Han ventede på sin due Kasimir, som han havde satset sin sidste tier på. Svend Aage Christensen har godt nok også satset et par kroner på sine duer. Men det er udelukkende for lirens skyld. Nej, der er noget helt andet, der gør ham så rastløs. - Det er bare så fascinerende og spændende. Adrenalinen pumper i kroppen, og jeg kan slet ikke holde mig i ro, når duerne flyver løb. Duerne bliver sluppet løs i Itzehoe 361 kilometer syd for Ryaa lørdag morgen. Og allerede ved ni-tiden begynder Svend Aage Christensen at spejde og fløjte, selv om han inderst inde godt ved, at den første af de ialt otte duer, som han og sønnen Jimmi har med i løbet, først dukker op et godt stykke over middag. - Somme tider tager jeg et hakkejern og roder lidt i haven, mens jeg venter på at duerne skal dukke op. Men der går aldrig ret længe, før jeg er nødt til at stille hakkejernet fra mig, for jeg kan slet ikke koncentrere mig om det. Svend Aage Christensen spejder mod himlen over trætoppene syd for huset, der ligger på Sandmosevej i Ryaa. Dér skal duerne gerne dukke op, for så har det taget den direkte vej. Det er knapt så godt, hvis de kommer flyvende fra andre retninger. Så er det tegn på, at de måske har været et smut forbi Løgstør eller Brønderslev. Det hænder, at Svend Aage Christensen forveksler en af sine duer med en spurv, når han går og spejder. Alt, hvad der bevæger sig på himlen, kan ligne en due, når man venter noget så utålmodigt. Når den første due omsider dukker op over trætoppene, fløjter Svend Aage Christensen endnu mere ivrigt og lokkende. For det gælder om at få duen gennem hullet til dueslaget så hurtigt som muligt, så flyvetiden kan blive registreret. Registreringen sker elektronisk, idet duerne har en lille fodlænke med alle de nødvendige informationer om benet. Svend Aage Christensen indrapporterer straks resultaterne, og på tekst-tv kan kan følge med i, hvordan det går med alle de øvrige duer i løbet. Vinderen er den due, som har fløjet med den højeste gennemsnitsfart. Lokkemad Udover at fløjte og kurre benytter Svend Aage Christensen af flere små trick for at lokke duerne gennem hullet til dueslaget så hurtigt som muligt. Et af fiffene består i at gå og rasle med foderkassen. Det er noget, som kan lokke enhver efter en lang flyvetur. Men det bedste fif er alligevel lokkeduen. Konkurrenceduerne er som regel hanner, og inden de i kasser på en lastbil bliver sendt afsted sydpå, får de lov at se hunduerne, men ikke at pille. Belønningen kommer først, når de er fløjet gennem hullet. -Jamen, det kan da godt sammenlignes med en sømand, som har været til søs i flere måneder. Han har vel også travlt med at komme hjem til konen, når han kommer i land, flirer Svend Aage Christensen. Selv om han efterhånden har haft brevduer i 26 år og deltaget i konkurrencer, er det stadigvæk lige spændende. Svend Aage Christensen blev duemand, da faderen købte et hus i Kaas, hvor der var nogle brevduer. Sønnen overtog ungerne. - Jeg har altid gerne villet have brevduer, og nu bød lejligheden sig, forklarer han. I mange år har Svend Aage Christensen konstant haft 30-35 duer. Men de senere år har han fået sønnen Jimmi lokket med, så nu er der næsten 100 duer i slaget i Ryaa. Ligesom faderen har sønnen, der netop er fyldt 18 år, vundet en del præmier. Blandt andet er han blevet nummer to blandt juniorerne i Nordjylland. Men på det seneste har det knebet lidt med sønnens dueinteresse. - Nej, lige i øjeblikket er han desværre mere interesseret i at kigge til piger. sådan går det, når drenge kommer i den alder, sukker faderen. Men Svend Aage Christensen opgiver ikke håbet. - En skønne dag kan det jo ske, at det med pigerne er knapt så nyt og spændende mere og duerne atter bliver interessante. Selv kan Svend Aage Christensen slet ikke forestille sig en tilværelse uden duer. - Det er så dejligt at have dem og gå ud til, når man gerne vil være i fred for konen en halv times tid, bemærker han med et glimt i øjet. Selv om Svend Aage Christensen elsker sine duer, rører det ham ikke at aflive og slagte dem. Hvis ikke han gjorde det, ville han i løbet af ganske få år eje flere hundrede duer. Så voldsomt yngler de. - Der findes næppe ret meget, som smager så godt som en stegt dueunge med sovs og kartofler, en drys persille og måske en enkelt snaps til, mener Svend Aage Christensen samtidig med, at en flok duer flyver hen over hovedet på ham.