Oh land sprængte rammerne

Gennemført koncertoplevelse med Nanna Øland i sang-, genre- og showfaktor, skriver Nordjyskes anmelder om koncert på Roskilde Festival.

KONCERT "Oh land" - Hun kunne sagtens have båret Orange Scene, siger fortvivlet gæst på vej ind mod Cosmopol-scenen, som kæmpesuccesen Nanna Øland blev tildelt for længe siden, før Roskilde Festival kunne have forestillet sig hendes omsiggribende popularitet. Populariteten er til at tage at føle på torsdag aften klokken 21, hvor menneskehorderne fortsætter i en 50-70 meters radius uden for rammerne af teltet. Solen i det univers er fænomenet Oh land. Hende, både piger og drenge lige så gerne vil se som høre - for ud over det musikalske talent er hun en indiskutabelt smuk kvinde, der har hang til store, farverige kostumer, når hun optræder. Kostumer, som det hun åbner koncerten med denne aften: En rød, teltlignende kjole med tilhørende hovedudstyr i bedste indianerhøvdingestil og blå stjernehimmel i baggrunden. Farvespektret er bredt, og lige så bredt er genremikset i Oh land-universet. Vi starter med en længere klassisk intro fra en violintrio og ballet på storskærmene, inden et mere elektronisk akkompagnement tager over og indleder "Perfection". Som tredje nummer på programmet hører vi gennembrudshittet "Sun of a gun", som udløser synkrone hyl fra publikum. Oh land synger sig igennem de næste numre med sine karakteristiske stemmeknæk og disharmoniske spring, til dejligt back-up fra et dygtigt kor og band. Musikken bevæger sig rundt i drømmende vuggevisetryllerier, henover et afrikanskinspireret tonesprog og tilbage til elektronisk. I anden halvdel kommer blandt andre succeserne "Rainbow" og klaversolo fra Nanna Øland selv, inden hun sender menneskehavet ud af teltet med den aktuelle "We turn it up". En gennemført koncert - trods dårlig udsigt til scenen for langt størstedelen af publikum - til den spirende stjerne, som vi nok ikke har hørt det sidste til.

Forsiden