Ok at kursus flytter til Støvring

Forstander Nina Skovbo frygter ikke, at flytning af et kursus fra Diget til Støvring Højskole får konsekvenser. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Forstander Nina Skovbo frygter ikke, at flytning af et kursus fra Diget til Støvring Højskole får konsekvenser. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

SKAGEN:Støvring Højskoles redning, som blandt andet indebærer, at kurset Sundhed og Livsstil flytter fra Diget - højskolen ved Skagen til Støvring Højskole, får ikke mærkbare konsekvenser på Diget. - Kurset er bare ét af flere inden for sundhedsområdet, og vi har det helt ok med, at Flemming Darres kurcenter har fundet et nyt sted af afvikle kommende kurser, siger forstander på Diget - højskolen ved Skagen, Nina Skovbo. Flemming Darre og hans ansatte rykker ud fra Diget efter det kursus, der slutter 25. april, og aftalen er kommet i stand i fuld fordragelighed mellem Flemming Darre og Diget. Hvis Diget skulle fortsætte kurset, skulle det være som helårssamarbejde, hvilket ville indebære, at der blev flere kursister i højsæsonen, end der er plads til. - Det ville enten kræve, at vi byggede flere værelser, eller at vi skar andre aktiviteter væk, og ingen af delene har vi ønsket, siger Nina Skovbo. Hun understreger, at Diget ikke holder op med at have fokus på sundhed. Sundhed fortsætter ligesom natur og kultur med at være omdrejningspunktet for kurser på højskolen ved Skagen.