- Okay at sende elever i praktik

SKØRPING:Integrationsrådet i Skørping Kommune har protesteret over, at Skørping Kommune har taget nogle unge kvindelige flygtninge ud af en særlig specialklasse på Sprogskolen, som er målrettet mod at forberede eleverne på at gennemføre en uddannelse på Social- og Sundhedsskolen i Hammer Bakker. I stedet er kvinderne sendt i fuldtidspraktik på arbejdspladser som ældrecentre og børnehaver. Formanden for integrationsrådet, Per Nielsen, har sendt et brev til socialudvalget, hvor han undrer sig over dispositionen, som han ikke finder særlig langsigtet eller hensigtsmæssig, hvis det handler om at fremme de pågældende flygtninges chance for at blive selvforsørgende. - Det er fuldstændig tåbeligt. For at komme ind på uddannelsen kræver det altså et ret godt dansk, siger Per Nielsen, som derfor mener, at sprogundervisningen burde fortsætte med de indlagte kun 12 timers ugentlig praktik i specialklassen. Socialudvalgsformand Finn Sejrup Pedersen (SF) har efter henvendelsen fra integrationsrådet undersøgt sagen: - Integrationskontoret har udarbejdet individuelle handlingsforløb i samråd med både eleverne og praktikstederne med henblik på en så hurtig tilgang til arbejdsmarkedet som muligt. Så der er altså ikke noget at komme efter, siger socialudvalgsformanden.