AaB

Okore: Vi skal spille i højt tempo

AaBs forsvarsstyrmand Jores Okore har store ambitioner i DBU Pokalen.

Der var som sædvanlig højt humør hos Jores Okore, da AaB trænede sidste gang inden mødet med FC Fredericia. Foto: Laura Guldhammer

Der var som sædvanlig højt humør hos Jores Okore, da AaB trænede sidste gang inden mødet med FC Fredericia. Foto: Laura Guldhammer

FODBOLD:Mens AaB’s rolle i mesterskabsslutsspillet ser ud til at være slut nærmest allerede, inden den begyndte, så har holdet anderledes meget at spille for i DBU Pokalen.

Nederlagene til først Brøndby og siden FC Nordsjælland betyder, at AaB ikke kan nå meget mere end en femteplads, og derfor er vejen gennem DBU Pokalen nu den eneste mulighed for hæder og ære - og i sidste ende europæisk deltagelse.

- Pokalen er et stort mål for os. Vi vil så langt som muligt - gerne hele vejen til finalen og også vinde den, hvis vi kommer så langt, lyder det fra forsvarsspilleren Jores Okore, der er tilbage i startopstillingen efter at have siddet ude med karantæne i kampen i Farum - en karantænedom, der fortsætter i kampen mod Horsens i weekenden.

FC Fredericia er modstanderen i kvartfinalen, og det er et hold, som AaB har mødt to gange tidligere i pokalturneringen. I 2006 gik Fredericia videre med en sejr på 4-2 efter forlænget spilletid, mens AaB sejrede med 1-0 i 2008 på et mål af Anders Due.

Jores Okore mener dog, at AaB har de våben, der skal til for, at det ikke bliver en skuffende pokalexit i denne omgang.

- For os handler det om at spille med højt tempo, for så skulle vi gerne kunne vise, at der er forskel på Superligaen og 1. division. Kan vi komme ud og lægge dem under et hårdt pres, så kan vi tage kontrollen med kampen. Og så kan vi forhåbentlig også holde dem ude af vores eget felt, hvor vi ikke har været så gode i de seneste kampe, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.