Oksefilet til det halve

Norske gæster kan spare store beløb ved at handle før hjemturen over Skagerrak.

Poul Christoffersen,
Norsk kunde får vejledning af ansat hos Slagter Winther. Arkivfoto: Henrik Louis
Betalingsmidler 17. december 2011 08:58

Halvdelen af omsætningen hos Slagter Winther i Hirtshals stammer fra norske kunder, fordi de kan spare store beløb ved at købe dagligvarer og tage dem med . Især på nogle kødvarer er der store prisforskellige i forhold til norske forretninger. - Det er dog ikke sådant, at det strømmer ind med indkøbskunder. Ifølge Color Line er der næsten ikke nogen, der bare er med for at købe ind. Men når nordmændene alligevel er i Hirtshals, så kommer de hos os og handler, siger indehaveren, købmand Karl Christian Lunden. Slagter Winther gør dog meget for at nordmændene er opmærksomme på mulighederne for at gøre gode indkøb. - Det er ikke noget vi spinder guld på, for der skal virkelig kæmpes for at der kommer 600.000 kroner mere ind på kontoen. Der er flere ansatte, og vi har et stort annoncebudget. Der annoncerer meget i den sydlige og vestlige del af Norge, og vi tager til messer i Oslo, Larvik og andre steder. Det bliver til mange weekender, hvor vi er deroppe, siger Karl Christian Lunden. Med til at begrænse nordmændenes grænsehandel er, at der er lagt begrænsninger på, hvad de må tage med hjem fra en tur til Danmark. Herunder maksimalt 10 kilo kød og seks øl. Grundlaget for markedsføringen er jævnlige undersøgelser af priser på 400 forskellige varer i norske og danske butikker. For eksempel koster et kilo oksefilet 289 kroner i Norge og 149 kroner i Danmark. Og det relativt nemt at sammenligne prisniveauet, selv om de to priser er opgjort i norske og danske kroner, for den norske valuta er i de sidste par år styrket væsentlig. Den ligger nu i kurs 95 i forhold til den danske krone. Der er således i nærheden af 50 procents besparelse på oksefilet, og køber norske kunder 10 kilo af det, så er der langt over 1000 kroner at spare i forhold til indkøb i den billigste norske forretning. Også varer som kalkunbryst, salami og medister er 50 procent billigere i Hirtshals. På udvalgte kødvarer er der endnu mere at spare. Et kilo kødfars kan fås for rundt regnet 30 kroner, mens prisen i Norge er ca. 86 kroner. Og et kilo frosset andebryst koster 99,90 kroner mod 269 kroner hjemme i Norge. Priserne er helt aktuelle og er for november måned. - Der er en mand Ingvar Fossdal, der hele tiden tager rundt og finder de billigste priser på varerne i forretningerne, og vi får lister, hvor priserne sammenlignes, forklarer den danske købmand. Der er 94 forskellige varer med i den nyeste prisliste, og hvis der var muligt at købe en enhed af samtlige på listen, så ville et indkøb i Danmark koste i alt 3.141 danske kroner, mens prisen i Norge ville ligge på 6.098 norske kroner. - Der er virkelig noget at hente ved at gå efter listen, tilføjer Karl Christian Lunden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...