EMNER

OL er det største for en sportsmand

Anders Golding glæder sig til OL i Kina selv om der er ting, han godt kunne undvære

Anders Golding tager det med nordjysk sindsro, at han ved OL kommer til at gå op og ned af de helt store stjerner fra andre sportsgrene.

Anders Golding tager det med nordjysk sindsro, at han ved OL kommer til at gå op og ned af de helt store stjerner fra andre sportsgrene.

PANDRUP:Det er det største, man kan opnå som sportsmand. Så enkelt forklarer den 24-årige skeetskytte Anders Golding grunden til, at han har brugt al fritid og de seneste fire måneder også al arbejdstid på at skyde efter små runde flyvende lerduer, der bliver kastet ud af en maskine i et lille skur. - Ol for mig er det mål, jeg har haft de sidste fire år. I de fire år har jeg deltaget i EM og VM og prøvet på at vinde en plads ved OL. Det lykkedes, da jeg selv skød mig til den kvoteplads, der gav pladsen ved OL. Og selv om der nogle gange har været tilbageslag, så har jeg jo med min deltagelse i OL fået noget ud af arbejdet, konstaterer Anders Golding stille og roligt. Derfor glæder han sig også ekstra meget til indmarchen på det olympiske stadion, for han har god tid fra åbningen af OL 8. august til han skal skyde 15.-16. august. - Det kan godt ske, det bliver lidt kedeligt at rende rundt i OL-byen. Men bl.a. via For-OL, som vi var til i Beijing i april, kender vi jo til betingelserne, og jeg falder ikke længere på halen over at være i selskab med de store stjerner. Jeg føler mig ikke lille blandt dem, som i starten. Nu har jeg vænnet mig til det, siger Anders Golding. En lille idrætsgren I forhold til en del andre lande er skeetskydning en lille sport i Danmark. _ Vi har det jo ikke som nationalsport. I Danmark er det mere på hobbyplan. Det er aldrig rigtig blevet professionelt - som f.eks. på Cypern eller i de gamle østeuropæiske lande. Der er ikke rigtig midlerne til det herhjemme, konstaterer Anders Golding, der dog selv har formået at leve nærmest som fuldtidsprofessionel de seneste fire måneder op til OL. - Efter For-OL har jeg ikke været på arbejde. Der er mange ting, der skal passes ind. Ikke bare træning i timevis hver dag, man skal også snakke med journalister og den slags, lyder det med et smørret grin fra skeetskytten. Han kunne godt undvære, det som han kalder alt "udenomshalløjet". For ham er det vigtigste selve skydningen. - Og det der med at komme på arbejde i to dage i løbet af to uger, det er jo heller ikke optimalt for arbejdsgiveren. Så hellere få slappet ordentlig af mellem træningerne og konkurrencerne i stedet for, konstaterer Anders Golding. 800.000 kr. til og med august Han kan kun leve på den måde, fordi han har en række gode - og i flere tilfælde også lokale - sponsorer samt støtte fra Team Danmark. Således er budgettet for hans OL-år fra januar og til og med august, når OL er overstået på i størrelsesorden 800.000 kroner. De penge dækker alle Jetsmark-skyttens udgifter til at leve og skyde for - herunder også de mange rejser for ham og landstræner Niels Erik Nielsen fra Havndal ved Hadsund. Mindst fire gange ugentligt står den på træning, og så kommer der alle konkurrencerne oveni, og dem er der mange af. Således har Anders Golding alene i år været i Texas, USA, på Cypern, i Norge,i Kroatien, i Tyskland og ikke mindst til de forolympiske lege, som foregik i Beijing på den bane, hvor han også skal skyde, når det går løs ved de seneste fire års hovedmål, De olympiske Lege i Beijing i august. - Ja man får da ikke set familien så meget, griner Golding, der dog kan glæde sig over, at kæresten Cecilie Haraldsen også skyder skeetskydning. - Hun forstår det, jeg laver, og vi får det til at køre, konstaterer den unge Jetsmark-skytte. Målet med deltagelsen ved OL er delt op i flere kategorier. - Jeg vil først og fremmest yde en god indsats, og sportsligt har jeg et ønskemål, der hedder at få en medalje. - For at nå det gælder det i første omgang om at nå en finaleplads - altså mellem de seks bedste - og så har jeg et måske lidt mere realistisk mål om at havne i top 12, siger Anders Golding. Hans styrke som skytte er bl.a. evnen til at bevare roen. - Jeg er stille og roligt. Jeg plejer at sige, at jeg tager det, som det kommer. Når det kører for mig, så bliver jeg ikke så nervøs, siger Jetsmark-skytten, der senest har bevist den påstand med en 4. plads ved EM på Cypern tidligere i juli måned. For få skud i kroppen Helt så nemt er det ikke at pege på egne svagheder. - Dem har jeg ingen af, kommer det kækt og så fortsætter han mere ydmygt: - Alle har en svaghed. For mig er det nok, at jeg simpelthen ikke har skud nok "i kroppen". - De skytter, jeg skal op imod til Ol, de er professionelle, de får penge for det, de skyder hver eneste dag, og engang imellem laver jeg nogle dumme fejl, som kunne have været undgået, hvis jeg ikke lavede andet, siger Jetsmark-skytten. Selv om han på den måde er lidt misundelig på de udenlandske konkurrenternes meget professionelle forhold, så kunne han dog ikke tænke sig udelukkende at skyde. - Jeg skulle nok have et arbejde ved siden af, så det ikke kun blev skydning hele tiden. - Kunne man for eksempel træne om formiddagen og arbejde om eftermiddagen eller omvendt. Jeg tror ikke, jeg kunne leve med hver eneste dag kun at skulle skyde - Man skal have lysten til at skyde, man skal have masser af gåpåmod, og så skal man kunne tage et nederlag, for dem er der mange af undervejs for at nå det niveau, der skal til for at blive OL-skytte. Og så skal man selvfølgelig have lidt talent, lyder det med nordjysk underdrivelse fra Anders Golding. Går efter 2012 også Og han skyder videre. For som han siger: - Det er ikke så mange mennesker forundt at komme til to OL. Så uanset hvordan det går ved OL i Kina, skyder jeg videre. Så går jeg efter OL i London i 2012, lyder det med ægte overbevisning i stemmen hos den unge skytte.