OL-favoritter holder vejret: Arena i spil som vaccinecenter

DCU frygter, at Ballerup Super Arena skal bruges til vaccinering. Det kan ødelægge guldhåbet, mener unionen.

Det danske banelandshold vandt suverænt VM-guld i holdforfølgelsesløb i februar og er blandt de største favoritter til guld ved OL.

Det danske banelandshold vandt suverænt VM-guld i holdforfølgelsesløb i februar og er blandt de største favoritter til guld ved OL.

BALLERUP:Danmarks store OL-satsning i banecykling risikerer at smuldre.

Det frygter Danmarks Cykle Union (DCU), som måske må se Ballerup Super Arena blive omdannet til et af de centre, der skal bruges til at vaccinere danskerne mod coronavirus.

Sker det, vil det danske håb om at vinde flere medaljer af højeste karat ved næste års sommer-OL i Tokyo blive kraftigt svækket, mener DCU's elitechef, Morten Bennekou.

- Det er en katastrofe. Det er ikke et for stort ord at bruge. Det er en bombe under vores forberedelser, i og med at det vil betyde, at vi rent faktisk ikke kan forberede os.

- Ballerup Super Arena er den eneste helt regulære cykelbane, vi har i Danmark. Alt, hvad vi planlægger af både træning og teknologisk udvikling, som vi arbejder med på ugentlig basis, vil være kastet i havet, siger han.

Danmark stiller efter planen op med to gode bud på guldmedaljer i banecykling ved sommerlegene.

I februar vandt danskerne suverænt VM-guld i holdforfølgelsesløb, mens Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen lige så suverænt sejrede i parløb. Begge er OL-discipliner.

- Min første indskydelse er, at de to OL-medaljer, som vi har arbejdet på i fire til otte år, og som vi har som målsætning at vinde i Tokyo i 2021, vil blive meget svære at opnå, siger Morten Bennekou.

Ifølge elitechefen fik DCU mandag eftermiddag at vide, at Region Hovedstaden overvejer at bruge arenaen som vaccinationscenter fra januar og minimum ti måneder frem.

Region Hovedstaden bekræfter i en mail, at Ballerup Super Arena er blandt de lokaliteter, der kigges på. "Alle hensyn" tages i betragtning, lyder det.

- Vi er lige nu ved at kigge på, hvilke lokaliteter der kan bruges til formålet, og som lever op til krav om gode transportmuligheder, tilstrækkelige ventearealer mv. Ballerup Super Arena er én af de muligheder, vi kigger på.

- Vi tager alle hensyn i betragtning. Vi har endnu ikke taget en beslutning, men forventer at træffe en beslutning snarest, skriver regionen.

Danmark befinder sig i en alvorlig sundhedssituation med et højt antal smittede. Samtlige kommuner i hovedstadsregionen er underlagt regeringens skærpede coronarestriktioner, og smittetallene har på det seneste været stigende.

Derfor har Morten Bennekou da også forståelse for, at der skal vælges nogle tilgængelige centre til at brede den efterspurgte vaccine ud.

- Som vi har fået overdraget det, skal der findes syv steder i Region Hovedstaden, hvor man forhåbentlig kan vaccinere fra starten af januar.

- Jeg kan sagtens forstå, at man kigger på Ballerup Super Arena, som infrastrukturmæssigt ligger fint og er en stor, åben hal. Selvfølgelig bakker vi 100 procent op om sundhedssituationen. Både hvad angår test og vaccination i Danmark.

- Derfor er vi også af den holdning, at hvis alle sten bliver vendt, og det viser sig, at Ballerup Super Arena skal være et af de syv steder, så må vi acceptere det i en højere sags tjeneste.

- Jeg synes bare, at det i hvert fald skal vendes i luften, at Ballerup Super Arena er den eneste af sin karakter i Danmark, siger han.

Cykelrytterne på det danske banelandshold er vant til at rejse rundt i verden for at deltage i træningslejre samt løb på banen og på landevej.

Alligevel er det ikke en mulighed at flytte forberedelserne til udlandet, mener Morten Bennekou, og det er der tre årsager til.

Coronapandemien skaber store rejseforhindringer, det er svært at få tid i hallerne, og det er dyrt.

- Jeg ser det simpelthen ikke som et brugbart alternativ, hvis vi skal prøve at vinde medaljer i 2021, lyder det fra elitechefen.

OL skulle oprindeligt være afviklet i sommeren 2020, men blev skubbet med et år på grund af coronapandemien.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.