OL-festen er gået i gang på Maracanã

En tre timer lang åbningsceremoni er startet med masser af dans og fyrværkeri på Rios legendariske stadion.

2016 Rio Olympics - Opening ceremony Foto: Reuters/Fabrizio Bensch

2016 Rio Olympics - Opening ceremony Foto: Reuters/Fabrizio Bensch

Åbningsceremonien ved OL i Rio er gået i gang fredag aften lokal tid på fodboldstadionet Maracanã, hvor publikum bliver taget med på en rejse i brasiliansk historie.

Showet, som er sat til at vare tre timer, er beskåret kraftigt, fordi budgetterne skulle holdes nede for at skåne den brasilianske økonomi, som er hårdt ramt.

Det er første gang i historien, at OL bliver afviklet i en sydamerikansk by, og åbningsceremonien skulle angiveligt have kostet omkring halvdelen af et tilsvarende show i London for fire år siden.

Arrangørerne har annonceret fuldt hus og 50.000 mennesker på stadion, og der er også mere end 40 verdensledere til stede.

I timerne op til åbningsceremonien var der et mylder af mennesker uden for stadion, og hjælpsomme frivillige forsøgte at guide folk de rigtige steder hen.

Ved OL deltager 10.500 atleter fra 206 forskellige lande, der kæmper om i alt 306 guldmedaljer. Danmark har 120 deltagere med, hvoraf 70 er til stede på Maracanã til indmarchen.

Heriblandt er hele OL-fodboldlandsholdet, der er fløjet fra Brasilia for at være med blandt de øvrige danske atleter.

Legene vil officielt blive erklæret åbne af den midlertidige præsident Michel Temer, som har overtaget styringen af landet i stedet for Dilma Rousseff.

OL løber frem til 21. august.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.