OL-guldvinder død efter fald i hjemmet

Kano-roeren Finn Haunstoft vandt guld ved OL i Helsinki i 1952. Han boede ved Mariager Fjord nær Hobro og blev 79 år.

På trods af sin høje alder var Finn Haunstoft en meget aktiv kanoroer. Han blev 79-år. Arkivfoto: Lars Pauli

På trods af sin høje alder var Finn Haunstoft en meget aktiv kanoroer. Han blev 79-år. Arkivfoto: Lars Pauli

Sin alder til trods var Finn Haunstoft i topform og tog jævnligt lange ture i sin kajak. Så sent som dagen før sin død var den 79-årige mand en tur på fjorden. Derfor var det ikke helbredet, men en tragisk faldulykke i hjemmet, der kostede ham livet. Finn Haunstofts søn Kenn Haunstoft oplyser, at faderen styrtede fra en trappeafsats og blev grebet af nogle gymnastikringe, som han brugte til styrketræning. I første omgang efterforskede politiet dødsfaldet som en forbrydelse, men retsmedicinske undersøgelser har udelukket dette. Samme undersøgelser viste i øvrigt, at den gamle mand havde et kredsløb som en 25-30-årig, fortæller sønnen. I sin karriere som kanoroer nåede han at vinde fire nordiske og ni danske mesterskaber. Den store triumf var i 1952, da han med makkeren Peder Rasch vandt OL-guld i toerkano på 1000 meter. Finn Haunstoft var sømand og nåede at sejle på alle verdenshavene og besøge de fleste lande. Men hans store kærlighed var det lille landsted ned mod Kielstrup Sø ved Mariager Fjord, som familien købte i 1965. Han elskede naturen omkring hjemmet. Bisættelsen finder sted fra Valsgaard Kirke onsdag klokken 13.