OL i sikkerhed

Taber Camilla Martin sin pung eller får Majken Thorup et trusselsbrev under OL, er det Carsten Søndergaard, der tager affære. PET-manden, der er født i Sæby, skal til Athen i disciplinen "sikkerhed"

Han ligner ikke umiddelbart én, der går med pistol. Klædt i khakifarvet bluse og lige så neutrale bukser kigger 55-årige Carsten Søndergaard en anelse ydmygt ud over den café, vi har sat hinanden stævne på. Foran sig har han en stabel papirer fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), og går nogen forbi, vil de høre ord som "terror", "Dansk Olympisk Komité" og "sikkerhedsmanual". Carsten Søndergaard taler om sit job og den storslåede oplevelse, der ligger lige om hjørnet, som var det et hvilket som helst arbejde. Men det er det ikke. Som den ene ud af to danske politifolk fra Politiets Efterretningstjeneste rejser han om få dage til Athen, hvor han skal koordinere sikkerheden for de 88 danske deltagere i årets sommer-OL. - Det er os, de danske OL-deltagere kan gå til, hvis de oplever sygdom, trusler eller får stjålet noget. Vi er ikke livvagter, men bindeled mellem de danske og græske myndigheder, siger Carsten Søndergaard. Sammen med kollegaen Per Hansen hopper han på flyet sydpå onsdag 4. august. Legene begynder først ni dage senere, men de to danske PET-agenter har god brug for de ekstra dage til at aflure vejnettet, hospitalernes placering og køreplanerne for de græske offentlige transportmidler. At planlægningen af sikkerheden ved de olympiske lege på forhånd er til en guldmedalje, har chefkriminalinspektør i PET Hans Jørgen Bonnichsen allerede meldt ud i forskellige medier. Han har rost grækernes massive sikkerhedsforberedelser i forbindelse med legene med udtryk som "Der er tænkt på det utænkelige". Det er altså ikke røde laserlys fra terroristvåben, Carsten Søndergaard og Per Hansen skal ned at spotte. Dem klarer amerikanernes ni overvågningsfly, kystbevogtningen og i alt 41.000 specialtrænede mænd og kvinder. Nej, de to danskere skal snarere være kvikke på mobiltasterne og computeren. - Idrætsudøverne har vores numre, så de kan ringe, hvis der opstår problemer eller spørgsmål. Det er nemlig de færreste menige græske betjente, der taler engelsk, siger sikkerhedskoordinatoren. Hånd om de kongelige Samtidig vil han og Per Hansen holde tæt kontakt til PETs hovedkontor hjemme i Danmark, der følger trusselsbilledet tæt. For selvom terrorangreb altså ikke er de to danskeres arbejdsområde, skal de stadig informeres og være en akilleshæl for eventuelle terrorister. Desuden ankommer en helt anden gruppe kendte danskere, der godt nok ikke er topatleter, men som PET-agenterne også skal passe på. - Vi skal koordinere tilstedeværelsen af den danske kongelige familie, når den ankommer. Som bekendt kommer dronningen, prinsen, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og prins Joachim jo, siger Carsten Søndergaard. Tjansen med at ekskortere kongefamilien er ham ikke uvant, for i en årrække var han livvagt for det danske kongehus. I dag går Carsten Søndergaards daglige arbejde ud på at hjælpe de 69 ambassader i Danmark. - Turene med kongefamilien og mine mange år i politiet gør, at jeg nok har noget af det overblik og den erfaring, det kræver at tage til OL, siger Carsten Søndergaard, da han blev spurgt om, hvorfor det mon lige blev ham, der skulle afsted. Målmand i Sæby Når Carsten Søndergaard ikke bare af tøjstil, men også af personlighed, er meget langt fra en kæphøj James Bond-type, hænger det måske sammen med, at der i hans fødselsattest står Albæk Sogn. Carsten Søndergaard er født og opvokset i Præstbro ved Dronninglund, så selvom han i dag er bosat i Ishøj, er han med egne ord "en ægte nordjyde" i blodet. Det var også i Sæby, Carsten Søndergaard begyndte sin sportskarriere dengang, han endnu kunne have nået at blive OL-deltager en dag: - Jeg spillede på Sæbys serie 1 og var dengang Sæbys yngste målmand på 16 år. Og vi var nogle af de første i Sæby, der fik tv, så jeg kan huske, hvordan jeg sad klinet til tv'et, når der var OL, fortæller Carsten Søndergaard, der stadig i dag får tilsendt Sæby Folkeblad fra sin far. Det var også i herreekviperingen Mr. i Sæby, Carsten Søndergaard tog sin første uddannelse. Men 25 år gammel tog han til København for at blive politibetjent, og her har han nu været i 29 år. OL bliver det ultimative højdepunkt i karrieren, og Carsten Søndergaard kan let huske den dag i oktober sidste år, da han blev spurgt, om han ville til Athen: - Min afdelingsleder kom hen og spurgte mig, om jeg ville tage til OL. Det var frivilligt, og der var mange andre, der gerne ville afsted. Jeg fik lov til lige at cleare det med familien, men allerede næste dag sagde jeg ja, siger den spændte agent. Drømmeoplevelse I alt kommer opholdet i den 38-42 grader varme sportsby til at vare knap en måned for de to danske PET-agenter. Det synes Carsten Søndergaard er lang tid at være væk hjemmefra. Især fordi hans datter fylder otte år, mens han er væk, og dén dag ville han hellere være hjemme end blandt stjerner som Peter Gade og Majken Thorup. Tiden kommer nu ganske sikkert til at flyve afsted, når legene tager fart. - Vi skal ikke bo i den olympiske by, men på et hotel syd for Athen sammen med Dansk Olympisk Komité. Så vi skal op klokken seks hver morgen, for morgentrafikken i Athen kan være meget kaotisk, siger Carsten Søndergaard. Dagens første punkt vil være møder i komitéen og i OL-byen. Resten af dagen er endnu uforudsigelig, men sikkerhedskoordinatorerne vil primært skulle følge de danske sportsfolk med rundt i disciplinerne. - Vi har ikke noget skoleskema, vi skal følge. De fire uger er umulige at forberede i detaljer. Men vi skal rundt de steder, hvor danskerne er, for vi kan jo ikke tillade os at gå og se på alle de andre. Og vi går selvfølgelig ikke sammen – det ville være uprofessionelt. Carsten Søndergaard smiler. Han glæder sig til, at han skal afsted og kalder turen en "drømmeoplevelse". Kollegerne er misundelige – også selvom de godt ved, at der ikke bliver plads til sandstrand og Akropolis-udflugter.

Forsiden