OL-kursen afstukket

Perfekt førstedag for dansk ishockey ved OL-kvalen i Vojens

Danmark fejrer Morten Greens 2-0-scoring mod Ukraine i Vojens. Foto: Scanpix. <i>Scanpix Denmark</i>

Danmark fejrer Morten Greens 2-0-scoring mod Ukraine i Vojens. Foto: Scanpix. Scanpix Denmark

VOJENS:Med et hviderussisk choknederlag på 2-4 mod Slovenien og en efterfølgende planmæssig dansk sejr over Ukraine på 2-0, har de rød/hvide taget de første skøjtetag mod OL næste år i russiske Sochi.

Danmark startede ellers sløvt. Ukrainerne var bedst i første halvdel af første periode, hvor Frederik Andersen måtte værge for sig i det danske bur. Men langsomt overtog danskerne teten. Primært fordi man skøjtede langt bedre og mere mod de tungere og langsommere ukrainere. Patrick Björkstrand kyssede stolpen, og ikke længe efter kom Danmark på 1-0. Dommerne lod i første omgang spillet fortsætte, og der måtte videodommere til at klarlægge, at ukrainernes målmand Nepnenko først greb pucken, da den havde krydset mållinjen.

Ti minutter gik der dog inden målet blev godkendt. Trommelarmen i SE Arena i Vojens gjorde, at videodommerne simpelthen ikke kunne få deres budskab igennem over telefonen til officials boks nede ved isen.

Danmark fortsatte dominansen i anden periode og var kun i problemer, når man tog en af de lidt for mange udvisninger. Frederik Andersen var dog helt igennem suveræn mellem stængerne.

2-0 blev det på et dansk powerplay, hvor den snu Morten Green stod tæt under mål og omsatte en løs puck.

Anden periode sluttede med et ukrainsk pres. Men Frederik Andersen var fortsat brandvarm.

Ukraine selvdestruerede dog i allersidste sekund i anden periode, da Oleg Shafarenko skubbede til en linjedommer og fik matchstraf.

Det gav Danmark fem minutter i overtal fra starten af tredje periode. Det udnyttede hjemmeholdet dog ikke, selvom det var tæt på. Efterfølgende trak danskerne sig længere tilbage på banen og lod ukrainerne spille meget i hjemmeholdets zone. Organisationen var dog på plads, så østeuropæerne blev aldrig rigtigt farlige.

Danmark møder Slovenien i morgen aften. Efter slovenernes sensationssejr over Hviderusland, er det en kamp, som bare ikke må tabes. Vinder danskerne, kan de på den anden side allerede smage den olympiske ild i Sochi.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.