OL set fra Olssons sofa

OL er slut, og fjernsynet er sendt til afkøling

TORINO:Med ishockeyfinalen søndag eftermiddag sluttede to ugers intenst tv-kiggeri, der nu har fået fjernsynet til at søge om overarbejdsbetaling. Det danske sprog skal friskes op igen, for i gennem mange timers OL-sport har flere og flere norske gloser sneget sig ind i ordforrådet, og selv udtalelsen af østeuropæiske efternavne er gået over i en norsk dialekt. Langrend, skiskydning, alpint og ishockey har fyldt de frie timer fra arbejde ud, og man ved, at der er tale om et OL, når man endda har siddet og set placeringskampe i kvindernes curling-turnering. Coladåser og ingredienserne til jæger-te fylder op i køkkenet, og venner og familie glæder sig til at kunne føre en normal telefonsamtaler med en igen - en samtale, der ikke bliver afbrudt af udbrud, fordi en nordmand brænder i skiskydning eller en puck kommer tæt på nettet i den olympiske ishockeyturnering. OL har været en skuffelse, når man som jeg hepper på de norske udøvere - til gengæld har det været mosomt at observere, hvordan de norske tv-journalister har skullet vænne sig til andre resultater end dem, de så for fire år siden i Salt Lake City. Efter de første missere fra Ole Einar Bjoerndalen i skiskydning og Marit Björgen i langrend var stemningen stadig i orden, fordi OL var langt endnu. Men til slut har de sejrsvante norske kommentatorer måttet rose forholdsvist middelmådige præstationer, fordi de mange ventede guldmedlajer altså ikke kom væltende. Isdans på højeste niveau Nej, kunstskøjteløb og isdans er der ikke blevet set noget af i min tv-sofa, men det har sikkert også været i orden for de, der nu synes, at den slags er underholdende. Til gengæld har jeg set stort set samtlige ishockeykampe i den olympiske turnering. Den ene gang hver fjerde år, hvor NHL-turneringen bliver suspenderet, og spillerne samles for at kåre det, der vitterligt er verdens bedste isnation. Selv Champions League opgørene Real Madrid-Arsenal og Chelsea-Barcelona måtte finde sig i at indtage tredjepladsen i mit tv-zapperi tirsdag og onsdag aften, fordi de helt store nationer tørnede sammen i de afgørende gruppekampe. Tempoet, finterne og tacklingerne har været på et niveau, hvor det at se de nordjyske hold i Iscenter Nord og Aalborg Skøjtehal har været lidt et antiklimaks. Og hvor var det symptomatisk for et historisk svensk OL, at svenskerne også var med i guldkampen i går eftermiddags. Den stolte vinternation har aldrig før fået så mange guldmedaljer, og på tv har man kunnet se nordmændene skule misundeligt over mod deres svenske kolleger, der endelig har fået noget at juble over igen. Der er så sandelig sket noget siden OL i Lillehammer i 1994, hvor de svenske tilskuere på skiløjperne stod og råbte hånligt, at nordmændene ikke havde noget ishockeyhold, fordi det var de eneste svenskerne kunne præstere i. Rart at se underhunden få sin dag. Det har været to fornøjelige uger, og det bliver underligt igen at skulle forholde sig til den virkelige danske verden, hvor sneen er en hindring i trafikken og ikke en dejlig sportsarena, og hvor ishockey på højeste niveau kræver et abonnement på diverse kabel-kanaler. Fire år til Vancouver. Suk.